Oprettet: 21. marts 2017
Svarnummer:
16

Indsendt af

Jesper Harder Søndergaard

Virksomhed / organisation

Tolkegruppen Oversættergruppen P/S

Postnr.

1256

By

København K

Høringssvar

Kommunen (mere specifikt Jobcenter) bør genoverveje sin fortolkning, at en arbejdsgiver ikke er part - og dermed ikke har partsstatus, inkl. ret til at blive hørt - i sager med sygemeldte medarbejdere og sygedagpengerefusion. I et konkret tilfælde, som jeg gerne uddyber ved direkte henvendelse, havde vi en medarbejder langtidssygemeldt. Kommunen valgte at raskmelde medarbejderen, men uden at informere os som arbejdsgiver - uanset at vi betalte medarbejderen fuld løn under sygdom. Vi fik derfor først besked om raskmeldingen cirka en måned senere (hvor medarbejderen ikke havde været på arbejde i den mellemliggende periode), da vi fik afslag på anmodning om sygedagpengerefusion. På dette tidspunkt var klagefristen over afgørelsen om raskmelding udløbet, hvorfor vi reelt var frataget enhver handle- og reaktionsmulighed. I andre kommuner anser man arbejdsgiver som part i en sygedagpengesag for så vidt angår de dele, som vedrører udbetaling - dvs. som påvirker arbejdsgiveren direkte økonomisk. At dette ikke sker i Københavns Kommune er både byrdefuldt for arbejdsgiver og potentielt til skade for de sygemeldte medarbejderes behandlingsforløb (idet arbejdsgivers input ofte ville kunne supplere kommunens interne sagsbehandling).