Oprettet: 22. februar 2017
Svarnummer:
13

Indsendt af

Jens Chr. Tjell

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Høringssvar: Varsel om stramning vedrørende nattilladelser i visse gader i København. Indsendt af Jens Chr. Tjell, Rådhusstræde 7, 1466 København K. Som de fleste melder ud i høringssvarene, er det glædeligt, at der synes at være politisk vilje til at dæmpe ”festlighederne” i Indre By, mere specifikt i 5 gader i Middelalderbyen. Initiativet med at nægte flere natbevillinger til barer og restaurationer i de hårdest ramte kvarterer kommer ret sent. Som forslaget er formuleret er der tydeligvis en frygt blandt beboerne i de omkringliggende kvarterer for at der til gengæld dér vil blive givet flere bevillinger. Der er allerede et ret så livligt natteliv i flere dele af Middelalderbyen, og det er absolut ikke ønskeligt at det skal intensiveres. Det er nok ikke en overraskelse at der i bar- og restaurationskredse (Horesta!) er ønsker om flere udskænkningssteder i en turistby som København. Men det har i mange år været en gåde hvorfor de ansvarlige politikere i Borgerrepræsentationen har samme ønsker. Det er formentlig de turister, der ønsker at opleve København som en interessant og livlig, men afdæmpet by, der skæpper mest i kommunekassen. Det ”festlige” natteliv synes mest forbeholdt de unge, der lægger forholdsmæssigt få penge i byen, undtagen i barerne. Hvis politikerne mod forventning ønsker mere natteliv i København bør fremtidige bevillinger hovedsagelig placeres uden for Indre by, specielt uden for Middelalderbyen. Det vil i det lange løb sprede nattelivet væk fra de hårdest belastede områder til områder hvor der måske er for stille, eller meget få naboer.