Oprettet: 26. januar 2017
Svarnummer:
43

Indsendt af

Christianshavns Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Christianshavns Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 23. november 2016 sendt lokalplanforslaget "Christiansholm" i offentlig høring med svarfrist den 26. januar 2017. Borgerdialog Christianshavns Lokaludvalg var sammen med Indre By Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltningen vært for et borgermøde den 7. december 2016 om lokalplanforslaget. I bilaget ses et referat af mødet. Lokaludvalgets holdning Overordnet set opfylder lokalplansforslaget i høj grad de tanker og ønsker, som Christianshavns Lokaludvalg er kommet med under vores flerårige arbejde om Papirøen som et markant tredje ben med Skuespilhuset og Operaen som de to øvrige ben samt sin meget synlige placering i Inderhavnens knæk. Med lokalplansforslaget kan Papirøen • blive et folkeligt, mangfoldigt, åbent og tilgængeligt område med æstetiske, kulturelle, sociale, miljø- og sundhedsmæssige kvaliteter • etableres med en arkitektur med gavle mod havnen, synlige tage og begrænset højde på lodrette murflader mod gadeniveau. • komme til at indeholde et miks af fritids- og kulturformål, boliger og erhverv, hvor 25 pct. af boligerne bliver almene for at sikre en varieret beboersammensætning blive et aktivt sted - sommer og vinter - med et helårshavnebad og supplerende offentlige og private kultur-og fritidsfunktioner. • blive et område med en grøn bypark, træbrygger og et havnemiljø med adgang for borgere, kajakker og småbåde. Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt, • at Papirøen bliver udviklet som et blandet bolig- og erhvervsområde med fokus på at skabe en kulturel destination i København, og samtidigt fungere som et boligområde integreret i den omkringliggende by – Christianshavn, Holmen og Indre By. • at bebyggelsesprocenten på maximalt 150 fastholdes og gerne må være lavere. Bebyggelsen må være op til 30 m. Friarealprocenten for boliger skal være 40 og til erhverv mindst 10 % af etagearealet. Bebyggelsesprocenten, parkeringsdækningen og friarealberegningen kan regnes for området under ét. • at der bliver fleksible boligstørrelser for flere aldersgrupper med fastholdelse af minimum 25 % almene boliger. • at der stilles krav til miljø og bæredygtighed, hvilket kan ske ved DGNB-certificering. • at lokalplanen indeholder et forbud mod brændefyring, eftersom brændefyring er landets mest helbredsskadelige og absolut dyreste miljøproblem. Vor kommune med sin tætte bebyggelse og størrelse bør gå foran med at planlægge bydele uden brændeovne o.l. Lokaludvalget er åbent overfor, at der kan dispenseres fra lokalplanen for et forbud mod brændefyring til ovne, som man kan dokumentere, ikke forurener med NOx, CO2 eller partikler (PM 2,5) og ultrafine partikler (PM 0,1). • at der udover havnebadet på 5.000 m2 arbejdes for, at de øvrige 4.000 m2 til offentlige kultur- og fritidsfunktioner anvendes til et Byens Hus inklusiv et moderne og tidssvarende bibliotek. • at Københavns Kommune benytter sig af sin forkøbsret til 4000 m2 af øens areal med henblik på at etablere offentlige kultur- og fritidsaktiviteter – og prioriterer kulturaktiviteter, som har et folkeligt sigte - herunder et ”Byens Hus” med et moderne bibliotek. Byens Hus skal derudover være et sted, som skaber synergi mellem idræt og kultur og understøtter foreningsaktiviteter på Christianshavn og hverdagsliv i København. • at Københavns Kommune tager højde for den manglende lokale opbakning til at etablere en kunsthal på Papirøen og derfor undlader at etablere en sådan. • at kedelhuset bevares og gerne indrettes med et kolonihistorisk center. • at dæmningen mellem Arsenaløen og Papirøen erstattes, jf. afsnittet om partnerskabsaftalen, med en bro eller en passage med gennemsejling for herved at skabe bedre muligheder for aktiviteter på vandet og et ubrudt kanalforløb. • at der ikke gives tilladelse til husbåde langs kajerne, da de privatiserer vandet og samtidig skaber problemer for borgernes adgang til kajkanterne og vandet. • at trafikken til og fra Papirøen analyseres og indgår i en ny samlet trafikplan for hele Christianhavn. På kort sigt må Trangravsvej rettes med ny udmunding nord for de fredede portner-bygninger, og cykeltrafikken til broen over Laboratoriegraven må ledes nord om Hal C. Trangravsvej må etableres som cykelgade med max. 20 km/t og en bred fodgængerpromenade. P- kælder til cykler og biler må være med et nødvendigt antal pladser, således at Papirøens overflade kun benyttes af en nødvendig ærindetrafik. Der anlægges minimum 4.000 parkeringspladser til cykler under jorden for at sikre plads til beboeres og de mange gæsters cykelparkeringsbehov. • at der etableres shuttleforbindelse mellem Papirøen og Indre By / Ofelia Plads. • at transport af alle former for materialer mm. i anlægsfasen kommer til at foregå til vands og ikke gennem Christianhavns trafikbelastede gader. Med venlig hilsen Poul Cohrt, formand