Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 2 - lokalplan 425-2

Oprettet: 14. oktober 2016
Svarnummer:
36

Indsendt af

Berit Edsberg

Postnr.

2800

By

Kongens Lyngby

Høringssvar

Høringssvar angående Krimsvej forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 425 Som kommende beboer i Strandgården vil jeg hermed gøre indsigelse mod de foreslåede ændringsforslag i tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 425. Når man køber en lejlighed via et projekt, så siger det sig selv, at man ikke kan se de faktuelle forhold, da byggeriet og området endnu ikke er konkret. Derfor er det meget vigtigt, at man kan have tillid til de lokalplaner, der er i kraft og giver rammerne for, hvorledes det givne område planlægges. Naturligvis kan det være nødvendigt, at der sker ændringer undervejs i et udviklingsforløb. Dette skulle dog helst ske til fordel for de nuværende og kommende beboere, og ikke udelukkende af kommercielle/merkantile hensyn til potentielle bygherrer og Københavns Kommune. Med dette indlæg skal jeg hermed på det kraftigste protestere mod, at: - der bygges yderligere i højden (byggefelt A+B) udover hvad der allerede er givet tilladelse til i lokalplan 425, og med deraf forventelige skyggegener for de omkringliggende bebyggelser - bygge areal A ikke udvides udover hvad der allerede er givet tilladelse i lokalplan 425 med deraf forventelige gener for de omkringliggende bebyggelser i form af kort afstand til naboer, og med en betragtelig reduktion af de grønne områder - ”Bunkeren” nedrives for at give plads til nybyggeri. En god balance mellem nybyggeri og allerede etablerede bevaringsværdige ejendomme er ønskeligt for at give et godt og berigende miljø - antallet af parkeringspladser reduceres fra 1 plads per 100 m2 etageareal til 1 parkeringsplans per 150 m2 etageareal. De der færdes i området ved, at allerede med den nuværende bebyggelsesprocent og med gæster til Strand Parken holder bilerne kofanger til kofanger på Amager Strandvej og sidevejene, og på strandvejen kan to lastbiler ikke krydse hinanden uden stort besvær. Så givet, at der komme yderligere beboere til området samt erhverv gør, at der ikke skal reduceres i antallet af parkeringspladser. Hvis der skal ændres noget, bør der snarere ses på muligheden af, hvorledes antallet af parkeringspladser kan øges. Tilstedeværelse af Metro og bus i nærområdet er helt klart et stort plus for området, men det er svært at transportere havkajakker, kite udstyr og lignende med de offentlige transportmuligheder. Yderligere kan gæster til beboerne i området komme langvejs fra med behov for biltransport - mængden af tung erhvervstrafik i de smalle tværveje øges til gene for beboerne Slutteligt vil jeg sige, at jeg inderligt håber, at Københavns Kommune vil prioritere, at Krims området bliver et dejligt sted at bo for borgerne med grønne områder, fællespladser, spændende arkitektur og bæredygtighed, og at Kommunen forholde sig positivt til de mange indsigelser fra nuværende og kommende beboere, således at tilliden til kommunen fra den enkelte borger kan genoprettes / bevares. Med venlig hilsen, Berit Edsberg