Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 2 - lokalplan 425-2

Oprettet: 17. september 2016
Svarnummer:
9

Indsendt af

Hans Svenningsen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg købte i foråret 2013 en projektlejlighed i Strandtårnet, Amager Strandvej, for at nyde de dejlige omgivelser omkring Amager Strandpark. Da jeg købte lejligheden, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at Lokalplan 425 for Krimsvej, vedtaget i august 2009, ville blive ændret og min udsigt forsvinde. I Tillæg 2 til Lokalplan 425, foreslår Forvaltningen for Københavns kommune og Arkitektgruppen en række ændringer til byggefelt A (Baltic-grunden) i forhold til Lokalplan 425. Ifølge forslaget kan der i stedet for en etageudvidelse af den eksisterende bygning med 1-2 etager, opføres et nyt byggeri med op til 5 etager ovenpå en (grundet vandspejlsforhold) ’høj’ parkeringskælder. Med ventilationsudstyr o.l. installationer på taget af den nye bygning, må man antage, at etagehøjde i realiteten ikke bliver 5 etager, men op imod 6 -7 etager. Samtidig foreslås det, at ejendommens facader udstrækkes mod øst i forhold til den nuværende bygning og Lokalplan 425. Hvis Tillæg 2 til lokalplanen bliver vedtaget, er det ikke vanskeligt at få øje på Arkitektgruppens gevinst. Men det er ikke muligt at se rimeligheden i, at beboer i området får en kvalitetsforringelse og et værditab på deres ejendomme. Man må gå ud fra, at Arkitektgruppen kendte Lokalplan 425, da de i sin tid købte eller sikrede sig retten til Baltic ejendommen. Det er højst 7 år siden og det er vanskeligt at forestille sig, at en professionel byggevirksomhed først nu finder ud af, at ’bygningerne er i så dårlig stand, at det bedst svarer sig at rive dem ned og bygge nyt’ [Tillæg 2 side 3 første spalte]. Set fra Arkitektgruppens synspunkt, er der næppe tvivl om, at det med dagens salgspriser på ejerlejligheder bedst kan svarer sig at rive ned og bygge en ny og større bygning. Men det er vel ikke tilstrækkelig argument til, at en række naboer må acceptere, at deres ejendomme taber i herlighed og værdi. Havde Arkitektgruppe eller andre fået ændret lokalplanen inden områdets beboer investerede i boliger, havde der ikke været anledning til klager. Men det er ikke tilfældet! Vi har alle investeret i vores bolig i tillid til, at Lokalplan 425 ville blive realiseret. Jeg vil derfor anmode om, at planerne for byggefelt A i Tillæg 2, forbliver uændrede i forhold til Lokalplanen. Hvis Arkitektgruppen ikke er i stand til at skabe økonomiske værdi indenfor rammerne af Lokalplanen, som de har kendt hele tiden, må de afhænde ejendommen til en bygherre, som vil gennemføre de oprindelige planer.