Oprettet: 5. september 2016
Svarnummer:
37

Indsendt af

Vesterbro Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Vesterbro Lokaludvalg

Postnr.

1758

By

København V

Høringssvar

Vesterbro Lokaludvalgs høringssvar til udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer. Vesterbro Lokaludvalg har på sit møde d. 24. august behandlet udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer. Lokaludvalget mener, at det er værd at tage i betragtning, at antallet af udendørs arrangementer godkendt af Københavns Teknik- og Miljøforvaltning (TMU) er steget fra ca. 2.000 i 2010 til 3.000 i 2014. I forhold til TMUs retningslinjer fra 2007 betyder dette udkast til forskrift væsentlige stigninger i mulighederne for arrangementer: Der inddrages 11 nye koncertsteder; der er 225 flere dage med koncerter (en stigning på 69%); og der er 5.250 flere dB(A) timer beboerne skal eksponeres for (en stigning på 38%). Når der tre steder endelig skrues ned for lyden’ i 2016 er det ’kun’ med 5 dB(A). Imens dette tal er lille, er det dog en signifikant reduktion, idet decibelskalaen er logaritmisk. Tendenserne er klare: Der afholdes flere udendørs arrangementer med lydforstærket musik i byen på flere pladser og beboerne udsættes for højere lydniveau i længere tid. Samtidig gøres det med det nye forslag til forskrift muligt at lade en arrangør have musikarrangement samme sted flere dage i træk. Det er Vesterbro Lokaludvalg imod, fordi det ikke tilgodeser de omkringboende borgere godt nok. Overordnet set finder Lokaludvalget det vigtigt, at man generelt uforstyrret kan tage rekreativt ophold i byrummet. Ikke mindst bør musikarrangementer i byen slutte kl. 22 alle ugens dage, og det bør være muligt at sove med et vindue på klem, hvilket WHO anbefaler. Det er ligeledes vigtigt, at man som borger kan undgå de laveste frekvenser, som ifølge WHO er de mest sundhedsskadelige. Det kan f.eks. ske ved at kræve, at lave, sundhedsskadelige frekvenser teknisk begrænses. Vesterbro Lokaludvalg ønsker større præcision i forskriften, for eksempel når det gælder både definition af hvad et musikarrangement er og hvilke ansvarlige personer, der er til stede under afviklingen.   Lokaludvalget støtter endvidere Københavns Beboer Netværks anbefalinger om at - tage de helbredsmæssige konsekvenser og WHO’s anbefalinger alvorligt og indhent mere viden fra eksperter på området; - se på, hvordan man tackler problemet med nattestøj i store byer i udlandet og lade sig inspirere af hvordan andre byer håndterer udfordringen med afvikling af musik udendørs i det offentlige rum (Central Park NY, NY forslås som et godt eksempel); - tage den nødvendig overordnet debat med byens borger om, hvad vi vil med København, hvad en by er; - vedtage en støjpolitik, der primært tilgodeser byens borgere og sekundært arrangørerne – ikke omvendt som det nu forekommer at være tilfældet; - stoppe den herskende udvidelse af tilladelser til udendørs arrangementer med forstærket lyd. Med venlig hilsen Thomas Warburg, formand.