Oprettet: 30. august 2016
Svarnummer:
8

Indsendt af

Signe Rasmussen

Postnr.

1422

By

København K

Høringssvar

Kære byråd Vi mener at dette tillæg til lokalplan strider imod Københavns Kommunes egne retningslinjer for byudvikling. Københavns Kommune har vedtaget retningslinjer for udvikling af byen og hvordan man ønsker byens rum skal udnyttes. Der er fokus på grønne åbne baggårde med plads og luft til byens borgere. Denne ændring i lokalplanen vil øge mængden af byggeri i baggården, og give en reduktion i mængden af store grønne træer. Når man vælger at ignorere Københavns Kommunes egne retningslinjer, så mister de deres værdi og mening. Så bliver retningslinjerne ligegyldige. Vi vil derfor opfordre til at planerne for placering af udskolingen og det nye ScienceLAB droppes eller udføres på en måde således at man overholder Københavns Kommunes egne retningslinjer. Hvis det absolut skal være fortætning af baggårde, der er vejen frem for byudvikling på Christianshavn, vil vi opfordre til at der ændres i planen, så markant flere træer bevares ved ScienceLAB. Det planlagte fældningsomfang vil i høj grad mindske herlighedsværdien af baggården. Det ville også være godt, hvis der i planen i højere grad blev taget stilling til, hvordan man vil håndtere og forebygge uhensigtsmæssig brug af arealerne i aften og nattetimerne. Her tænkes på de problemer Københavns Kommune har haft flere steder med uautoriseret brug af skolearealer til fest, overnatning mv. Såfremt det skulle blive aktuelt at bygge scienceLAB vil vi opfordre Københavns Kommune til i videst muligt omfang at tage hensyn til at byggeriet skal foregå i tæt bebygget boligkvarter. Dette kunne fx ske ved at arbejdsdagen tidligst starter kl. 7, at arbejdet holdes begrænset til hverdage, samt sættes på pause i helligdage. Det gælder især ved støjende arbejde som pilotering, bortskaffelse af affald, nedrivning, anvendelse og kørsel med maskiner/lastbiler, stilladsopsætning/nedtagning mv. Venlig hilsen Torben Jensen og Signe Rasmussen