Oprettet: 9. august 2016
Svarnummer:
106

Indsendt af

Susanne Marstrand

Postnr.

1674

By

København V

Høringssvar

Som beboer i Sundevedsgade-karreen gennem 10 år og særligt som beboer i de gamle slagtegårde, er jeg både trist og ked af det over forslaget om at rive dem ned. Bygningerne og baggårdene er en del af lokal-historien, en del af Vesterbro, en del af den bydel der ikke kun bliver overtaget af dyre lejligheder og strømlignet design. Det er et sted, hvor kreativitet (både nutidig, hvor mange kunstnere og musikere holder til huse rundt omkring i de charmerende krinkelkroge), men også fortid, bl.a. med Storm P's barndomshjem. Det er et skævt, sjovt og historisk byggeri der fortæller om den tid, hvor Vesterbro var andet end caffe latte og barnevogne, fra et arbejderkvarter med alt, hvad det indebar. Det er der muligvis også andre steder, der gør, men der er efterhånden ikke mange tilbage og Sundevedsgade-karreen er unik. Derfor håber jeg inderligt at man vil se på den historiske og kulturelle værdi for disse bygninger (der i øvrigt er erklæret yderst bevaringsværdige) i stedet for at bygge nogle af 80 store lejligheder, der kun er en dråbe i havet i Københavns boligproblem (og desuden formodentligt bliver så dyre at det ikke løser noget på den front). Desuden bør de 100 meter super-cykelsti ikke være en begrundelse for at rive historiske bygninger ned. Det er fint, at der er kommet cykelsti men folk overhaler som de vil (cyklister i København lever efter deres egne regler) og en super-cyklesti vil hverken gøre fra eller til, ej heller på trafiksikkerheden. Jeg håber, at man ved høring vil tage disse budskaber op til overvejelse og ikke lade Sundevedsgade-karreen rive ned. Mange tak.