Oprettet: 9. august 2016
Svarnummer:
101

Indsendt af

Sune Betak

Virksomhed / organisation

Privat/ restaureringsarkitekt

Postnr.

1751

By

København V.

Høringssvar

Kære Teknik- og Miljøforvaltning Som svar på jeres høring omkring lokalplansforslaget for Sundevedsgadekarreen, vil jeg først begræde udstrækningen af den del af planen som berører Slagtergårdene langs Enghavevej. Dette bevaringsværdige bygningsmiljø og lokalhistoriske pejlemærke som ønskes nedrevet for etablering af almindelig karrébebyggelse, er I mine øjne ganske tragisk. Det er én sag, at Københavns Ejendomme ikke har vedligeholdt Storm P. barndomshjem - og nu mener det bare kan rives ned. Noget andet at slette hele bygningshistorien omkring Slagtergårdenen - ét enestående kulturhistorisk miljø og et område med helt fantastisk muligheder for udvikling. Udvikling som behøver at udviske den eksisterende fortælling. Jeg har stor forståelse for, at området skal omfattes af en lokalplan, og at der skal foregå en vis udvikling af området, så alle parter kan få noget ud af det, så vi som by- og lokalsamfund sikrer at stedet ikke forfalder yderligere. Jeg er derfor også for at udføre in-fill på både Sundevedsgade og Vesterbrogade i den udstrækning som der er lagt op til, med en hensyntagen til den resterende arkitektur i området. Men jeg syntes det har alt for mange tragiske konsekvenser at opføre 5,5 etagers boligbyggeri langs Enghavevej. Ved at angribe udviklingen af slagterboderne på en anden måde; en mere begrænset højde og dybte samt en bibeholdelse af flere af de eksisterende bygninger i gårdmiljøet, kunne fortællingen fortsætte, sammen med en vis udvikling og forøgelse af boligmassen. Som der også er blevet gjort klar af andre, er det ikke bygningerne i sig selv, der har store isiddende arkitektoniske kvaliteter, men sammenstillingen af bygningskroppe, gårdmiljøet mm. som fortæller en historie fra en svunden tid. Og det er denne kvalitet som vi i mine øjne ikke har råd til at give køb på. Frem for det tiltænkte, syntes jeg der foreligger en oplagt mulighed for at kommunen evt. kunne tage ejerskab for nogle af disse arealer som et socialt vækstpunkt for denne ende af Vesterbro, hvor i man kunne tænke de spændende erhverv som allerede har fundet vejen forbi. Men også vuggestue/ børnehave i stil med det vi har set på Vandværksgrundet, om ikke så omfattende og aflukket. Ud over disse kulturhistoriske og arkitektoniske betragtninger, er jeg også lidt skeptisk omkring den fortætning af det allerede meget smalle gadeforløb på Enghavevej - både mht. trafik og miljø. Jeg håber der er en vis lydhørhed omkring mine og mine naboers kommentarer mm. og håber virkelig, at det vil lykkes jer, at få en den bedste lokalplan på plads for området. Jeg har vedhæftet et billede fra min gård, med den afgrænsning vi har mod Slagterboderne. Denne har en kæmpe kvalitet - på alle måder - for os som bor her, både i sin størrelse, sin sammenstilling med skorstenene, og sin beplantning - og er den absolutte 'krone' på vores gårdmiljø. Denne del mener jeg at vi bør kunne bevare under alle omstændigheder i forhold til det fremlagte lokalplansforslag, hvilket vi også havde en dialog om til høringsmødet. Med venlig hilsen Sune Betak Sundevedsgade 13, 5. tv. 1751 København V.

Materiale: