Oprettet: 16. juni 2016
Svarnummer:
40

Indsendt af

Henrik C. Nielsen

Postnr.

1663

By

København V

Høringssvar

Det vil være en kæmpe fejltagelse at gennemføre dette lokalplanforslag. Det er som om Københavns kommune i ekstrem grad er begyndt at ligge under for diverse investorer, entreprenører og bygherrers økonomiske interesser, fremfor at bevare og forskønne historiske bymiljøer. Den bølge af byfornyelse og renoveringer der trods alt blomstrede op gennem 1970'erne - 80'erne og -90'erne- da byen oven i købet var 'fattig' - er nærmest pist forsvundet. Det gik allerede galt fra omkring 2000, da kommunen med Metroselskabet/By & Havn i spidsen skulle have finansieret Metroen. Det førte til massivt grundsalg i Ørestad og langs havnen, f.eks. 'Kramers Mur' på Kalvebod Brygge (opkaldt efter tidl. overborgmester Jens Kramer Mikkelsen). Det sande byggehelvede der udspandt sig fik, nærmest heldigvis, en pause da finanskrisen satte en stopper for det. Men nu buldrer 'Byggehelvede ver. 2.0' derud af med uformindsket styrke og ekstra volumen i jagten på lukrative byggegrunde overalt langs havnen, i Nordhavn, Sydhavnen, i Ørestad, ja helt ud på selve Amager Fælled. Og nu er turen så kommet til de små bynære miljøer, som dette på indre Vesterbro. Københavns Kommune bør sætte foden ned og sætte en stopper for dette mens tid er. København er en attraktiv by at bo i, og jeg priser mig selv lykkelig for at jeg nåede at komme til byen fra forstæderne i 1987, inden det hele er endt som en slags 'mini-London' i en boligboble, hvor kun velhavere (uden bopælspligt...) har råd til at bo i de mange liebhaver-nybyggerier. Gør noget for byen, bevar dette miljø langs Enghavevej, istedet for at tækkes investorerne, og tænke på flere skatteindtægter.