Oprettet: 5. maj 2016
Svarnummer:
144

Indsendt af

Maja Rudloff

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Jeg har boet på Teglholmen siden 2006 og en af årsagerne til at jeg i sin tid købte lejlighed her, var den lovende lokalplan og udtalte intentioner fra forvaltningen og lokalpolitikernes side om at gøre dette område til et grønt, attraktivt område at leve og bo tæt ved vandet. I de senere år er det med stadigt stigende mismod og beskæmmelse, at jeg og andre beboere i området kan bevidne kommunens forslag om en endeløs række af dispensationer fra den gældende masterplan. Dispensationer, hvis primære mål tilsyneladende er at maksimere entreprenører og bygherrers økonomiske vinding, eftersom det er meget svært at få øje på gevinster og fordele for dem der bor og skal leve her. Undertegnede gør hermed indsigelse mod kommunens seneste forslag til lokalplansændring med Teglværkshavnen tillæg 7. Det gælder forslaget i sin helhed, som jeg finder aldeles tåbeligt ikke mindst pga. meget svag/usaglig argumentation. Flere enkeltpunkter fremstår helt ubegrundede udover "bygherre ønsker at ændre...". Min modstand mod hovedpunkterne i forslaget udfoldes her: Jeg er imod den foreslåede ændring af Pladehallens funktion fra "kulturelle funktioner" til boliger, eftersom vores lokalområde beviseligt er i eklatant mangel på kulturtilbud. Nordea Ejendommes påstand om at det ikke er muligt at finde kulturinteressenter til at bebo hallens lokaler er simpelthen ikke korrekt, og det burde nu være påvist gennem diverse indlæg i denne høring og gennem fx Radio 24/7's undersøgelse af sagen. Et af høringssvarene til den foreslåede dispensation for Teglværkshavnen tillæg 6, der blev afsluttet 17.12.2015, kom fra Stands&Dans og Sydhavns Teater v/Vicky Clausen, som netop efterspurgte lokaler til deres kulturudbud. Eftersom forvaltningen/politikerne tydeligvis ikke orienterer sig i indkomne høringssvar har jeg tilladt mig at kopiere og indsætte dette udmærkede forslag nedenstående med en opfordring til Nordea Ejendomme om at tage kontakt. Jeg er imod nærværende dispensationsforslag om, at det planlagte p-hus/serviceerhverv på Vestre Teglgade 2 ændres til boliger. Jeg inviterer politikerne og planlæggerne til ved selvsyn at besøge Teglholmen og bevidne det trafikale kaos, med hasarderet parkerede biler overalt og den næsten fuldstændige mangel på cafeer, småbutikker, dagligvarehandel og anden serviceerhverv. Hvorfor lytter i ikke til beboerne, der igen og igen efterspørger p-muligheder og butiksliv? Vi har også brug for p-muligheder til vores gæster, håndværkere og andre besøgende til området. Flere af lejlighederne i planen foreslås bebygget med et minimumsareal på 95 kvm og helt uden p-pladser (eftersom der gives dispensation til kun én p-plads per 200 kvm bebyggelsesareal). Hvordan kan man forvente, at fx børnefamilier med forældre i fuldtidsjobs uden for byen og børn i forskellige institutioner kan få en hverdag til at gå op uden mindst én bil? Argumentet om stationsnærhed og en metro om 8 år holder simpelthen ikke. Til information kører der kun én toglinje, linje A, fra Sydhavn station, så hvis man ikke lige arbejder i Køge, kan man slet ikke bruge den mulighed. En sidste ting er, at man konsekvent er begyndt at tillade, at vandspejlet fra kanaler og mosbeklædte tage indregnes i de rekreative områder, der ellers skal ligge som friareal mellem bygningerne, dvs., at kanaler og tage erstatter græs, hvor familier kan grille, spille bold mv. Så vi kan altså se frem til et Teglholmen med meget tæt boligbyggeri uden p-muligheder, uden grønne arealer mellem bygningerne og uden nogen former for butikker, cafeer og andet serviceerhverv? Nej tak! Det er på tide, at lokalpolitikerne begynder at lytte til borgerne med henblik på at pleje deres interesser - ikke kun bygherrers økonomiske interesser. Helt generelt kan jeg ikke forstå de mange dispensationer, der gives fra lokalplanen til bygherrer om at bygge højere og tættere. Vi har en tradition i København for maksimalt at bygge 6 etager ud fra princippet om at skabe gode, lyse byrum MELLEM bygningerne, hvor folk kan leve og opholde sig. Netop den verdensberømte danske arkitekt Jan Gehl har gjort det til sit livsprojekt at fokusere på menneskers levede liv i byen, på "livet mellem husene", og det handler præcis om at bevare den "lille skala". Det virker som om, at alt for mange danske arkitekter og byplanlæggere i dag glemmer de principper og lader sig presse af bygherrer, så disse kan få maksimal profit ud af deres byggegrunde. I artiklen her fortæller Jan Gehl, hvorfor det gik galt med Ørestaden: http://politiken.dk/kultur/ECE977681/arkitekt-derfor-er-det-gaaet-galt-i-oerestaden/ . Den, synes jeg, I skulle tage og læse sammen med Gehls i øvrigt store og empirisk velfunderede produktion af litteratur om emnet. Der er nemlig en god grund til at rigtig mange beboere i deres høringssvar mod kommunens dispensationsplaner bruger Ørestaden som skrækeksempel på, hvad de IKKE ønsker at Teglholmen skal være. Det er påfaldende, at ingen lytter til de mennesker, som skal bebo områderne. For at der her afslutningsvis ikke skal herske nogen tvivl, så er jeg IMOD, at denne dispensation gives. Jeg foreslår, at man holder fast i de rammer der udstikkes med den gældende lokalplan. Bygherrerne har hele tiden kendt til denne plan og vidst hvad de gik ind til. Indsat svar fra tidligere høring fra kulturudbyder Stands&Dans samt Sydhavnens Teater: Høringssvar vedr. Teglværkshavnen tillæg 6 - lokalplanforslag Sagsnummer: 2013-0184558 SvarID: 11369 Indsendt af: Vicky Clausen , Stands&Dans (1799) Dato: 17.12.15 Liv og mangfoldighed i Teglværkshavnen - med dans, teater, kultur og lokalmiljø Vi ønsker at bevare og omdanne Hollesen Hallen til et aktivt og kulturelt område for den lokale befolkning. Vi ønsker at være med helt fra begyndelsen af Teglværkshavnens byudvikling og skabe liv og mangfoldighed til kvarteret med dans, teater, kulturelle oplæg, café og scenekunst. Kort sagt – Stands&Dans og Sydhavn Teater ønsker at forvandle Hollesen Hallen til et ’Kulturens Hus’. Et ’Kulturens Hus’: • Hvor vi kan slå rødder og skabe et levende kulturliv for og med lokalbefolkningen og det omkringliggende erhvervsliv • Hvor børn, unge og voksne kan få et aktivt og indholdsrigt tilhørsforhold til deres bydel • Hvor traditioner, ejerskab og udvikling kan forankres på en og samme tid • Hvor unge som gamle mødes på tværs af alder og interesser • Hvor nye og spændende kulturelle tiltag bydes indenfor – amatører som professionelle Vi ønsker et ’Kulturens Hus’ i Teglværkshavnen der altid har for øje at opretholde en sund og begivenhedsrig udvikling i bydelen – Vi ønsker at fremme bydelen med noget unikt. En bydel, hvor lokale, beboere som erhverv, uddannelsesinstitutioner og kulturelle foreninger kan mødes og berige hinanden. Konkret er drømmescenariet at bygge 5-7 studier, hvoraf det ene kan omdannes til en scene med plads til ca. 150 publikummer. Herudover kommer omklædningsfaciliteter; bad og toilet til herrer og damer, et samlet kontor til foreningernes administration, en fælles hall samt et café og spise-område. Vi er i øjeblikket bosiddende i Dansehallerne på Carlsberg og har haft stor fornøjelse af Dansehallerne som hjemsted. Dansehallerne er vokset til et attraktivt mødested, hvor lokalbefolkningen, frivillige og kunstnere har fået området til at summe af mangfoldighed, kultur og LIV. Vi forestiller os en stemning omkring Hollesen Hallen i stil med den på Carlsberg området. De sidste år på Carlsberg området har vi, som forening, oplevet at få stor lokal anerkendelse og vores medlemmer er trofaste og danseglade. Da vores nuværende medlemmer er bosiddende tæt på Teglværksholmen vil mange nemt følge med til nye lokaler og fortsætte den gode stemning og ånd fra Dansehallerne. Hvem er vi og hvad kan vi tilbyde? ”Stands&Dans” er en forening for Moderne Dans der blev stiftet af frivillige i 2009. Vi har udviklet os fra 50 medlemmer til i dag at have over 300 medlemmer og er stødt voksende år for år. Foreningen udbyder Moderne og kreativ dans for og med amatør og semi-professionelle unge talenter – det betyder, at vi har dansere i alderen fra 2-65 år som hovedsageligt kommer fra lokalområderne Vesterbro, Sydhavn, Valby og Frederiksberg. Vi ser foreningen som et godt alternativ til fitnesscentrene og vores dansere og undervisere yder en enorm opbakning til foreningen gennem sammenhold og frivillighed ved arrangementer og forestillinger. Stands&Dans og Sydhavn Teater er veletablerede foreninger med gode netværker og økonomi. I sammenhæng med helhedsplanen for Sydhavnen mener vi, at vores foreninger kan skabe mere liv i området på meget kort tid. Vi beder jer derfor nøje og seriøst at overveje vores forslag på høringen, om byområdeudviklingen af Teglværkshavnen, og i den forbindelse at bevare Hollesen Hallen for at omdanne denne til et ’Kulturens Hus’. I kan læse mere om hvem vi er på vores hjemmeside: www.standsogdans.dk eller www.sydhavnteater.dk På vegne af Stands&Dans og Sydhavn Teater Vicky Clausen Koreograf, Danseformidler og Cand. Pæd.