Oprettet: 18. april 2016
Svarnummer:
24

Indsendt af

Ulla Mortensen

Virksomhed / organisation

Café Rose

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

I forbindelse med høringsrunden angående omlægningsstrategien på aktivitets og samværsområdet, gør vi som personalegruppe på Café Rose i Sydhavnen os følgende tanker, bekymringer og refleksioner: Der er i den nye strategi lagt op til at Center City skal varetage sporet Livsmestringsforløb, der vil fylde i fremtidens aktivitets og samværstilbud - ikke mindst i det planlagte multihus i Sydhavnen. Om end det fremhæves, at der stadig skal være plads til den omsorg vi kender fra de nuværende væresteder, er det vores bekymring hvilken prioritet denne vil få fremover. Vi er bekymrede for, hvorvidt der vil være plads til den læring, der ikke kan (eller skal) tilpasses et struktureret forløb. Læringsteoretikeren Etienne Wegner taler om praksisfællesskaber. Ifølge Wegner er vi mennesker sociale væsner, hvilket må forstås som et centralt aspekt af al læring. Vi tager del i utallige praksisfællesskaber, som vi skaber identitet i forhold til og hvori vi organiserer os og afvikler praksis eksempelvis former, rutiner, ritualer, regler, fortællinger mv. Praksisfællesskaber er en uadskillelig del af vores daglige liv - de er uformelle, gennemgribende, sjældent i fokus, trygge, velkendte - herigennem udvikles selvforståelse og identitet. Læring er altså ikke en separat aktivitet, som vi gør, når vi ikke gør noget andet - det er ikke nødvendigvis i situationer hvor læring er i fokus, at vi lærer mest, ifølge Wegner. Med denne teori in mente, ser vi det fællesskab der er på Café Rose som et praksisfællesskab, hvori vi ser brugere, der engagerer sig, organiserer og udvikler sig på forskellig vis. En vigtig arena for læring ser vi eksempelvis udspille sig ved dagens måltid, hvor brugerne kan komme fra gaden og spise med uden forudgående aftale. Her øves kompetencer udi sociale færdigheder uden at det er dette, der er i fokus. Her bliver de udfordret på alle sanser. Her lærer de om sundhed uden løftede pegefingre. Her skal nævnes, at mange af de brugere vi ser som aktive medspillere under måltidet, samtidig er brugere, som vi i øvrigt har svært ved at motivere til at tilmelde sig planlagte aktiviteter, kurser mv. Vi ønsker derfor, at fremtidens AST ikke alene skal kunne udvikle og udbyde livsmestringsforløb til afgrænsede målgrupper, men også i samme omfang som nu vil tage højde for og give plads til den læring, der ikke er i fokus og som ikke kan struktureres eller dokumenteres på samme vis. Samtidig må der være plads til nuværende spontane aktiviteter som eksempelvis gåture og andet, idet det er i disse øjeblikke at vigtigt motivationsarbejde foregår. Med hensyn til det planlagte multihus i Sydhavnen er det endvidere vores bekymring, hvorledes dette skal finansieres. Hvis et sådan hus skal fungere, må der afsættes midler ikke alene til at drive huset men også indrette det optimalt, hvilket der så vidt vides ikke er på nuværende tidspunkt? Her tænker vi ikke alene på det fysiske inventar, men også hvordan huset i sin plantegning ser ud - alt efter hvilken matrikel det lykkedes at finde egnet kan det blive nødvendigt med forskellige former for skillevægge, afskærmninger mv. da vi jo har med en målgruppe at gøre, der ofte er meget følsomme over for støj og indtryk. Fra vores hverdag ved vi, at flere brugere vælger ikke at komme i cafeen, når vi har afholdt møder, aktiviteter og arrangementer, hvor der har været et højere deltagerantal end vanligt. Brugere der måske nok har været interesseret i aktiviteten, men ikke kan rumme at være tilstede blandt mange mennesker eller i megen støj. Vi ved fra det stigende antal brugere hos vores kollegaer i Ottilia, at samme mønster gør sig gældende her. Vores ønske til fremtidens multihus er således, at dette i sin udformning og indretning vil tage hensyn til mennesker med forskellige udfordringer med at være mange mennesker tilstede, og at der afsættes midler hertil. Med venlig hilsen personalet på Café Rose: Adam Bach Nielsen – Pædagog Bodil Ovesen - Socialrådgiver Ulla Mortensen - Professionsbachelor i ernæring og sundhed samt cand.mag. i læring og forandringsprocesser Eva Rosenkrantz Thomsen – Seniorjobber