Høringssvar vedrørende Sundbygaard - lokalplan 452

Oprettet: 17. juni 2010
Svarnummer:
27

Indsendt af

Jakob Østergaard Hegelund

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

For to og et halvt år siden flyttede min kone, vores datter på dengang et halvt år og jeg selv her til et rigtigt "begynder" parcelhus, fra en lejlighed inde i byen. Beliggenheden var den altafgørende faktor for vores valg; et hus for enden af en blind vej, i et stille og roligt parcelhuskvarter, i ikke alt for stor afstand fra byen. Som for de fleste andre familier var det et kompromis imellem hvad vi kunne tænke os og hvad vi kunne betale; beliggenheden havde i den grad sin pris. Vi har altid tænkt, at bare beliggenheden var i orden, så kunne man ændre alt det andet. Lokalplansforslaget truer med at forringe beliggenheden i helt afgørende grad og det er derfor mit håb at man vil acceptere nogle små ændringer i planen (som iøvrigt er besparelser for projektet som helhed og som ikke vil forsinke projektet) for ikke fuldstændigt at ødelægge værdien af det både vi tilflyttere har købt os til og det de ældre beboere har arbejdet for i en menneskealder; en god beliggenhed i form af et trygt og roligt kvarter. Fra vores parcel er vi sjældent generet af Sundbygaard som det er i dag; der er lidt udrykninger og lidt råben i ny og næ, men det er noget vi kan leve med. Det accepterer vi som en del af det at bo i byen. Vi ved der handles med narkotika lige omme på den anden side af hegnet og at der er en "mangfoldighed" (for at bruge et udtryk fra lokalplansforslaget) af persontyper som selvfølgelig skal have et sted at være, men som enhver forælder nødigt vil have til at smide pilleglas lige der hvor ens egne børn færdes. Alt i alt, så ånder tingene fred og ro som de er i dag. Pusherne og drankerne gør hvad de gør på den ene side af hegnet, og jeg kan bygge sandslotte med min datter på den anden side af hegnet. I forslaget indgår så, at man vil nedbryde dette hegn - man vil åbne en gang- og cykel-sti sådan at når det føromtalte klientel skal op til kiosken for at købe de ting man nu engang køber ved den kiosk, så ledes de igennem vores ellers så rolige og blinde vej, forbi føromtalte sandkasse og op til grundejerforeningens fællesareal med en hyppigt brugt legeplads. Det er vigtigt at forstå, at en så lille ændring som åbningerne af Vogtervej og Gammelgang, er en enorm ændring for os beboere på nord-siden af hegnet. Tidligere boede min lille familie 400 meters gang fra alle de rigtige ubehageligheder, og vi boede et sted hvor de ubehagelige personer ingen erinder havde. Åbnes der i hegnet, vil vi nu bo 20m fra et samlingspunkt for hård kriminalitet, og vi vil hvad værre er bo på en af hoved ind- og udfalds (gang-) vejene. Hvor lille en ændring en åbning i et hegn må synes at være, så er betydningen enorm. Den er det i vores tryghed og den er det i værdien af vores bolig. Jeg synes kommunen skal gøre sig klart, at det vil have konsekvenser at decimere værdien af folks ejendomme. Om så kommunen måtte have retten på sin side, så har det personlige konsekvenser for os ofre. Det er ikke sjovt at blive stavnsbundet (på grund af fald i ejendomsværdi) til at bo i et socialt belastet kvarter, når det man troede man købte for ganske få år siden var en tryg bolig til sin lille familie. Med dette håber jeg at man vil spare åbningen af Gammelgang og Vogtervej væk fra budgettet. Lad disse veje forblive blinde og lad os undlade at ødelægge et trygt kvarter som indiskutabelt bidrager positivt til hele nærområdet.