Oprettet: 4. april 2016
Svarnummer:
84

Indsendt af

Peder Nautrup

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Jeg finder en indskrænkning af nattilladelser for yderst vigtigt for at opnå balance mellem et hyggeligt cafe- og restaurationsmiljø og et beboelsesområde, hvor beboerne, gæsterne og restauratørerne alle trives. Områder omkring Ravnsborggade, Ravnsborg Tværgade, Sortedams Dosseringen m.v. er et tæt befolket beboelsesområde, der de seneste år er "udviklet" til cafe- og restaurations område med deraf følgende gener fra støj fra opstemte gæster, rygende gæster på fortovene, fortove der er spærret af gæster der hygger sig ved bordene, cykler m.v. Det er dog trods alt bevillingsmæssigt tidsbegrænset. Udvides åbningstiderne yderligere, vil området sandsynligvis udvikle sig fra at huse besøgende glade og hyggelige cafe- og restaurationsgæster til at tiltrække berusede, larmende, urinerende og opkastende mennesker, der søger til området for at drikke videre, når andre beværtninger lukker. Det er et velkendt problem med støj og gener fra nattelivet i indre by. Det er derfor vanskeligt at se rationalet for overhovedet at overveje at omdanne et velfungerende beboelsesområde til et område, hvor beboerne stresses unødigt og ikke kan få deres nattesøvn. Det er næppe fremmende for hverken beboernes trivsel eller sundhed.