Oprettet: 3. april 2016
Svarnummer:
32

Indsendt af

Hanne Tarp

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg kan kun støtte op om indskrænkningen af nattilladelser på bevillingsområdet i det skitserede område af Nørrebro, der er allerede mere end rigeligt af restaurationer, samtidigt det er det for mig et absolut No Go med bevillinger efter kl 02.00, det vil ødelægge vores kvarter. Jeg er glad for, at der er nogen fornuftige mennesker i det kommunale system, der har tænkt den tanke, at det er en god idé, at de ca. 15.000 beboer i de belastede og berørte områder skal høres, inden der bliver lukket op for posen med flere og oven i købet nogle 05 bevillinger. Dog undres jeg over, at der ikke er en bredere og bedre kontakt til borgerne, hvis man ønsker retvisende høringssvar fra borgerne i det berørte lokalområde. Jeg tvivler jo på, at denne høring er nået ud til de relevante borgere, da jeg kun har fundet frem til den, da jeg blev gjort opmærksom på høringen af bekymrede naboer. Jeg har, lige som rigtig mange andre, mit soveværelse mod gaden i Ravnsborg Tværgade, og jeg frygter jo allerede nu sommeren og åbningen af Cocks & Cows, hvor jeg nu enten skal vælge mellem at sove for lukkede vinduer, med hedeslag til følge, eller at åbne vinduerne og håbe på, at gadens gæster er rolige og beherskede, så jeg ikke bliver vækket flere gange i løbet af natten af bægerklang, ståhej og høje råb. Men det tvivler jeg jo allerede på, der vil jo nok komme aftner/ nætter, hvor jeg mister overbærenheden, så derfor kommer jeg nok til at belaste diverse klageinstanser, som så må sørge for, at de respektive bevillingshavere i restaurationen fremadrettet udfører deres opgaver ordenligt og respektfuldt over for deres naboer. Samtidigt vil jeg bemærke, at det er et stigende problem med fremkommeligheden på fortovene især i Ravnsborggade, der er yderst sjældent mindst 150 cm fri passage på fortovet, og det har ofte betydet, at jeg bærende på indkøbsposer m.m. skal sno sig igennem borde, stole, skilte og grupper af restaurationsgæster, der ikke har til sinds at flytte sig. Når jeg så har kæmpet sig igennem og nået frem til min egen gadedør, så kan jeg godt sætte poserne, så jeg skal nemlig først flytte adskillige cykler, der er parkeret på tværs foran vores gadedør. Jeg frygter nogen gange, at der skal udbryde en brand, da alle brandporte/flugtveje mod gaden er totalt afspærret af cykler, mange af dem oven i købet fastlåste. Den, inden for de seneste få år, massive åbning af restaurationer i kvarteret har også betydet betydeligt mere svineri på vores fortov med knuste glas og flasker, cigaretskodder, henkastet fastfoodpapir, tømte øldåser, samt det allermest mest ulækre nemlig bræk og pis i vores ejendoms udvendige kældertrappeskakt, en trappe vi benytter dagligt til op og nedtagning af klapvogne og cykler m.m. Så JA, der bør simpelthen ske en indskrænkning af nattilladelser på bevillingsområdet i vores kvarter, der er ikke plads til flere feststemte udefrakommende gæster, og de bør gå andre steder hen senest kl. 02.00. Jeg ønsker så absolut ikke at bo midt i en partyzone a´ la Jomfru Ane Gade, og NEJ, jeg har ikke til sinds at flytte. Samtidigt er det jo skønt, at nogen har succes med deres restauration i vores kvarter, men de skal indrette sig efter os, der bor her, det er os, der endelig kan sove eller rydde op, når de har lukket festen, og er gået hjem for at tælle pengene.