Oprettet: 29. januar 2016
Svarnummer:
18

Indsendt af

Martin Juul

Postnr.

2730

By

Herlev

Høringssvar

Høringssvar fra TR Martin Juul på Fritidshjemmet Klitten. 1. Forslag om sammenlægning af Hyltebjerg Skole og Vanløse Skole: Jeg bakker op om forslaget vedrørende sammenlægningen af det to skoler primært ud fra det socialøkonomiske aspekt. Jeg forestiller mig, at klasserne vil blive større, der vil ske færre overflytninger til andre skole. Det vil være sandsynligt at klasserne vil blive mere harmoniske og bedre kunne rumme børn med særlige behov. 2. Forslag om sammenlægning af de to skoledistrikter: I tilfælde af at skolerne ikke sammenlægges, bakker jeg op om en sammenlægning af de to skoledistrikter. 3. Forslag om sammenlægning af de to skolers fritidstilbud: Hvis det besluttes, at Hyltebjerg Skole og Vanløse Skole skal lægges sammen tilslutter jeg mig en sammenlægning af fritidstilbuddene tilhørende de to skoler. Jeg mener, at det sammenlagte fritidstilbud bør forblive under Service- og dagtilbudsloven, hvorfor det bør forankres i kommunale klynger.  Klyngestrukturen er gennem en årrække forankret, hvorfor hele ideen med at indeholde hele 0-18 års området vil gå tabt, hvis fritidstilbuddet ikke skal indeholdes i klyngerne.  Det er afgørende for attraktive kombinationsstillinger på 0-18 års området, at fritidsorganisationen organiseres i kommunalt klyngeregi for dermed at fastholde og tiltrække kvalificeret og kompetent pædagogisk personale herunder kombinationerne • Skole / Fritidsinstitution • Børnehave / Fritidsinstitution • Fritidscenter / Fritidsinstitution Hvis fritidstilbuddet overgår til KKFO vil det have store personalemæssige omkostninger, da der skal ske en omstrukturering endnu en gang.  Det er vores opfattelse, at et ligeværdigt samarbejde mellem fritid og skole (pædagoger og lærere) bedst opnås gennem et samarbejde mellem to selvstændige institutioner. Københavns Kommune har en stolt tradition med forpligtende samarbejde ml. skolen og fritidsinstitutioner. Det fine ved samtænkningsprojektet (nu ”Stærkt samarbejde”) i Københavns Kommune er, at det bygger på lokale aftaler mellem ligeværdige parter.  Helhed i barnets liv fordrer efter min mening en fritidsdel i en uafhængig del af skolen. Voksne mennesker bliver ikke på deres arbejdsplads og dyrker deres fritidsinteresser med kollegaer. På samme måde er min erfaring gennem 25 års arbejde på fritidshjem, at børn i den grad profiterer af et skifte fra skole til fritidsdel i løbet af dagen. På fritidshjemmet har man en anden rolle og identitet, eksempelvis har jeg oplevet masser af fagligt udfordrede børn blomstre på fritidshjemmet, hvor de ofte har andre forcer. Børnene kan sagtens omstille sig, så jeg ser begrebet om ”helhed i barnets liv” som et voksenskabt begreb i forhold til at være i skoleregi hele dagen.  Stort set alle forældre på vores fritidshjem ønsker fritidshjemmet Klitten bevaret og en mulighed for at bevare så meget som muligt af vores enhed, vil være langt større i en organisation af en stor fritidsinstitution.  Et seriøst og fagligt velfunderet arbejde med børnenes fritidsdel, kræver efter min mening, en selvstændig organisation uafhængig af skolen. Her kan det mangeårige gode arbejde med børnenes udvikling og socialisering fortsætte. Et miljø med nærhed tryghed og hensyntagen til det enkelte barn, som i sidste ende også giver gode betingelser for bedre trivsel og indlæring i skolen.  Hvorfor lade et mangeårigt godt fagligt arbejde med børnenes fritidsdel gå tabt? Jeg støtter derfor en fortsat tilknytning til en fritidsdel forankret i klynger, for derifgennem at have mulighed for, at føre så meget som muligt af det gode arbejde med børnenes fritidsdel videre og fortsætte det gode samarbejde med skolen. TR Martin Juul