Oprettet: 21. januar 2016
Svarnummer:
85

Indsendt af

Anne Marie Dalgaard

Postnr.

2450

By

København

Høringssvar

Nej tak til tillæg 8 til lokalplan 310 ”Teglværkshavnen” Såvel Teglholmen som Sluseholmen er på vej til at blive særdeles tæt bebyggede områder. Der består en reel fare for, at området bliver en ny, uattraktiv ghetto med over 15.000 beboere på et meget lille areal. Hvis/når det sker, vil boligernes nuværende pris ikke kunne opretholdes, men vi må forvente, at boligernes værdi nedskrives. Dette vil ikke kun være en økonomisk bet for os nuværende beboere, men er også noget bygherrerne bør notere sig. For kommunen vil det betyde færre skatteindtægter, samt risiko for øgede sociale omkostninger. Samtidig er der kun få rekreative kvadratmetre på Teglholmen og Sluseholmen. Indkøbsmuligheder på Teglholmen er p.t. begrænset til den nyligt åbnede Netto. Parkering er en kæmpeudfordring og offentlig transport er ikke et godt alternativ, da området kun betjenes af to busser med 30 minutters drift om aftenen og i weekenden. I øvrigt så snedigt planlagt, at de to busser kører samtidigt. Lokalplan 310s forventning om ” effektiv busbetjening af fokusområdet med tilknytning til de nærliggende stationer” mangler således at blive opfyldt udenfor myldretiden. Det samme gælder for lokalplanens antagelse om, at ”cyklen for mange vil kunne blive et realistisk alternativ til privat bilkørsel”. Denne antagelse har kun begrænset hold i virkeligheden. Byplanlæggernes teoretiske drøm ender som mareridt for os beboere, der har vores liv og hverdag herude på Teglholmen. Vi mangler små, hyggelige butikker som vi kender det fra bro-kvartererne, og vi mangler parkering, da biler er vigtige for, at vi beboere herude kan få vores daglige logistik til at hænge sammen. Derfor: Ikke flere boliger. Giv os fred for mere bygge- og vejarbejde, så småerhverv kan få ro til at etablere sig og skabe noget liv. Og giv os mulighed for at køre i bil til vores job og gøremål og finde en parkering, når vi kommer hjem igen. Anne Marie Dalgaard, Teglholmen