Høringssvar vedrørende Frihedsmuseet - lokalplan nr. 533

Oprettet: 21. januar 2016
Svarnummer:
7

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar om lokalplanforslaget for Frihedsmuseet med svarfrist d. 21. januar 2016. Borgerdialog Indre By Lokaludvalg arrangerede et borgermøde om Frihedsmuseet i samarbejde med Nationalmuseet, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Teknik- og Miljøforvaltningen mandag d. 7. december 2015 kl. 19.30 – 21.45 i Nationalmuseets 'Festsal'. Cirka 50 borgere deltog. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et referat af mødet. Derudover har lokaludvalget i foråret 2015 haft borgerdialog om Frihedsmuseet i form af et debatvognsarrangement ved Churchillparken. I 2014 holdt lokaludvalget et velbesøgt borgermøde i Langeliniepavillonen om området syd for Kastellet, som fokuserede på kvarterets udfordringer og potentialer. Lokaludvalgets holdning Lokaludvalget mener, at det nye Frihedsmuseum er et godt og visionært projekt. Vi bifalder, at det foreslåede byggeri fremstår diskret og med respekt for de historiske omgivelser, samtidig med at det udtrykker en stærk visuel fortælling, der falder godt i tråd med museets indhold. Lokaludvalget kan tilslutte sig ideen om at det meste af byggeriet ligger under jorden. I forbindelse med lokaludvalgets dialog med kvarterets borgere og brugere, så har vi identificeret en række udfordringer og lokale ønsker, som kommunens forvaltninger og politikere bør være opmærksomme på i forbindelse med lokalplanlægning i kvarteret syd for Kastellet. Lokalplanen for Frihedsmuseet bør som minimum tage stilling til de problematiske trafikale forhold tæt på museet. Trafik • I Toldbodgade er der problemer med den gennemkørende turistbustrafik og med parkering af turistbusser. Gaden har ikke den fornødne kapacitet. Lokaludvalget foreslår, at turistbusparkeringen i Toldbodgade nedlægges og at man i stedet indretter turistbusparkering i området syd for Kastellet. • I hele området syd for Kastellet er der behov for en mere tydelig regulering af, hvor de forskellige typer trafikanter skal placere sig. Lokaludvalget mener, at fodgængere skal prioriteres og at cyklister i højere grad end nu skal adskilles fra den øvrige trafik. Lokaludvalget foreslår således en cykelsti på Esplanaden. Belysning • Området syd for Kastellet opleves som lukket, mørkt og utrygt om aftenen. Der er behov for øget belysning, gerne effektbelysning af monumenter og historiske bygninger. Mulighed for ophold og hverdagsaktiviteter • Området syd for Kastellet skal bevares som et grønt og blåt rekreativt område, hvor det er muligt at finde ro. Der skal ikke være for mange arrangementer, men det kan godt rumme mere hverdagsliv og flere muligheder for ophold. For eksempel kunne det være godt med flere bænke, mere caféliv, fastholdelse af små butikker, en større legeplads, skøjtebane, kælkebakke etc. • Langelinie Pavillonen udnyttes pt. ikke optimalt, da den ikke er åben i dagtimerne og kun for lukkede arrangementer – det ville skabe mere liv, hvis den blev brugt til f.eks. restaurant, café, foredrag, udstillinger eller medborgerhus. • Amaliehaven kan rumme flere aktiviteter og arrangementer. Turisme og formidling af historie • Området rummer mange historiske bygninger, monumenter og turistattraktioner, men der er ikke gjort nok ud af formidlingen af dem. Man kan synliggøre områdets historik gennem øget skiltning på flere sprog – gerne diskret udformet, så de passer ind i området. Turistinformation kan også være integreret i byrummet og kombineres med apps. Ovennævnte bemærkninger illustrerer, at der er behov for en helhedsplan for området syd for Kastellet. Helhedsplanen bør omfatte Langelinie Pavillonen og området til og med Nordre Toldbod samt Esplanaden og Churchillparken. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand