Høringssvar vedrørende Flæsketorvet – Betalingsparkering

Oprettet: 11. december 2015
Svarnummer:
74

Indsendt af

Lars Arndt

Virksomhed / organisation

inco København A/S

Postnr.

1711

By

København V

Høringssvar

Det fremsatte forslag vil være til stor skade for både Kødbyen og København. Årsagen til at kommunen træffer sådan en beslutning, er en konsekvens af kommunens egne dispositioner. Dels har kommunen gennem mange år nedlagt p-pladser på Vesterbro og dels har kommunen givet dispensation til ikke, at opføre nye p-pladser i forbindelse med nybyggeri. Denne mangel på rettidig omhu bliver nu ødelæggende for Kødbyens unikke kultur- og erhvervsliv. Der er i forvejen massive parkeringsudfordringer i Kødbyen, og nu tror kommunen, at der kan presses endnu flere biler ind. Det kan der ikke uden at skade både Kødbyens lejere og den opblomstring som endelig er kommet. Vi er allerede presset af, at kommunen gennem de sidste 20 år kontinuerligt har forringet vilkårene for lejerne i Kødbyen, herunder nedlagt et betydeligt antal p-pladser. Beslutningen er ovenikøbet truffet på et fejlbehæftet grundlag, hvilket Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet gjort opmærksom på, og uden forudgående dialog med lejerforeningen og lejerne. Kødbyen er et unikt og historisk område af København, der trods Københavns kommune, har formået, at udvikle sig fra et industriområde til et spændende område, der lever 24 timer i døgnet, med alt fra traditionelle slagtererhverv, handelsvirksomheder, kreative virksomheder, kunst, træningscenter til restauranter og diskoteker. En smeltedigel af forskelligheder der tiltrækker tusindevis af gæster årligt fra både ind- og udland. Kødbyen er i dag kendetegnet af et godt samspil og samarbejde mellem lejerne og det faktum, at vi får dagligdagen til at fungere i fællesskab. Kødbyen, der skaber så meget godt for København, vil kommunen nu omdanne til et langtidsparkeringsområde, der vil lægge Kødbyen øde, dette følger dog den røde tråd, man ser andre steder i København – det spændende, det skæve, det anderledes, det kreative, det med kant, det skabende, fjernes alt sammen på bekostning af ”normalisering” for ensartningens egen skyld. Københavns kommune er gået i gang med, at fjerne det, der i virkeligheden skaber København, nu også her i Kødbyen. Bevares, selvfølgelig skal en storby være under konstant forandring, men forandringer og nyskabelse behøves ikke, at ske på bekostning af det eksisterende. Kødbyen er et godt eksempel på, at nyt, gammelt og udvikling godt kan gå hånd i hånd. Se bare på Kødbyens Madmarked som kom til i 2015 og tilførte en masse til Kødbyen, men i god forening med de andre lejere. Kødbyen udvikler sig netop, fordi der er plads. P-pladsen fungerer som hjertet i Kødbyen, pga. af den frie tidsbegrænsede parkering, hvor hver plads bruges af mange og til mange forskellige formål over dagen. En tur i Kødbyen er også en anderledes oplevelse end i resten af København. Her går man på kørebanen, cykler som man vil eller slår sig ned, når man har lyst – det bliver, der taget hensyn til for sådan, har man altid gjort i Kødbyen, det er en del af den særlige oplevelse, en kultur, der er bygget op gennem 90 år, og som der skal værnes om. For inco, som siden 1934 har været lejer i Kødbyen, er det eksistentielt, at kunderne kan komme kørende til Kødbyen og parkere i nærheden. Vi lever af, at servicere små Københavnske erhvervsdrivende, cafeer, restaurationer, mm, som selv henter deres fødevarer. Hvis beslutningen gennemføres, vil inco, med det samme, være nød til at gennemføre en fyringsrunde og i yderste konsekvens kan det ende med en lukning af virksomheden. Altså er Københavns kommune godt i gang med, at nedlægge gode Københavnske arbejdspladser. En anden væsentlig konsekvens vil være, at når kunderne ikke kan komme til inco, så er inco nød til, at komme til kunderne. Derfor, vil inco igen, begynde at distribuere fra Kødbyen således, at der hver morgen vil køre store lastbiler til sluserne ved inco’s lejemål på Flæsketorvet og efterfølgende transporterer varerne rundt i København. Med andre ord, så gavner det ikke bæredygtigheden og miljøet, at parkeringspladserne i Kødbyen bliver inddraget. De erhvervsdrivende skal køre længere for at hente deres varer, og der vil komme flere lastbiler på gaderne i København. En negativ påvirkning af inco vil også smitte direkte af på kommunens økonomi. inco er en stor lejer i Kødbyen og samtidig den største aftager af kulde fra Maskincentralen. Hvis ikke der kommer kunder til inco, vil vores behov for at aftage kulde falde øjeblikkeligt og dermed vil kommunen få færre indtægter til, at betale for den store investering, som kommunen netop har foretaget med renoveringen af ammoniakanlægget for mange millioner. Kommunen står med 2 muligheder. Hvis betalingsparkering indføres, så vil Kødbyen dø langsomt og København vil miste en international turistattraktion, der tæt på Københavns centrum skaber rammerne for et spændende og kreativ miljø, masser af kultur samt den madkultur, der er så vigtig for København. Alternativt kan kommunen styrke en levende Kødby ved at fastholde gratis tidsbegrænsede parkeringspladser i dagstimerne alle dage. Muligvis med en indskrænket tidsbegrænsning til 1 times parkering, som vil give endnu større udskiftning og mobilitet. Ved at fjerne tidsbegrænsningen i aften og nattetimerne, men fastholde gratis parkering, kan der skabes den beboerparkering som København så voldsomt trænger til, samtidig med, at der også vil være plads til restauranternes kunder og mulighed for, at lave de mange interessante kulturelle arrangementer på Kødbyens arealer. Denne løsning vil også være en simpel og letforståelig ensretning af parkeringsreglerne i Kødbyen og området vil kunne forblive privatområde som hidtil. Derudover er der plads til, at oprette mange nye p-pladser på det areal, hvor der nu er Multiområde samt ned langs den ene side af inco-lejemålet. Det vil give ekstra plads til alle. Det rigtige for Københavns kommune er, at lade Kødbyen leve som hidtil, med sin store tidsbegrænsede og gratis parkeringsplads, til gavn for Københavnerne, turisterne, lejerne og kommunen. Kødbyen vil meget gerne samarbejde med kommunen, og gør det i stor stil, med de gode folk kommunen har i Kødbyen. Lad nu det fortsætte!! Med venlig hilsen Lars Arndt Direktør inco København