Høringssvar vedrørende Apollovej III - lokalplan nr. 531

Oprettet: 6. december 2015
Svarnummer:
13

Indsendt af

Steen Lorenzen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Grundejerforeningen Vanløse Stationsby finder det overvejende positivt at omdanne taget på centerbyggeriet til boliger. Der er behov for boliger i Københavns Kommune, og med beliggenheden giver det god mening at udnytte arealet. Men når dette er sagt, er det også vigtigt, at byggeriet bliver integreret i Vanløse Bymidte, og at der bliver taget hensyn til det omkringliggende eksisterende byrum, ellers risikerer vi afvikling frem for udvikling af Vanløse Bymidte. I lokalplan nr. 439 ”Apollovej II” (i det følgende lokalplan II), samt i forslag til en ny lokalplan af 8. oktober 2015 ”Apollovej III” (i det følgende lokalplan III), er Vanløse beskrevet som en grøn bydel overvejende præget af villabebyggelse og urbane byrum afgrænset af randbebyggelser i 3-4 etager med butikker mv. I lokalplan II udgjorde basen af butikscenteret, 2 ”høje” etager med en gesimshøjde på 11 meter. Denne base skulle brydes af karnapper hele vejen omkring byggeriet med højder på mellem 17 og 19 meter. Disse glaskarnapper, der var udformet som en vifte, skulle give en variation i højden og bryde med den mørke base. I den nu foreslåede lokalplan III er flere forhold væsentlige forværret for de omkringliggende naboer. Basen for butikscentret er blevet højere med sine 12,5 m. ifølge tegningen på side 5. Derudover er byggeriet med det nye boligområde forhøjet med mindst 2 ekstra etager, og de fleste steder med op til 4 ekstra etager over basen. Højden fra tårnet i lokalplan II er blevet ”fordelt” over butikscenteret og denne ”fordeling” forringer væsentligt forholdene for det lavt bebyggede villaområde, hvad angår lysforhold og særligt de nærmeste naboer, hvad angår en ”mur, der rejser sig” i deres baghaver. Lokalplan III skaber i høj grad en bagside mod villakvarteret i øst, hvor den høje og mørke base ikke brydes, og sammen med de nye boligbygninger vil virke endnu mere massivt og bombastisk i forhold til de lavtliggende villaer. Dette står i skarp kontrast til kravet til byggeriet fra Københavns Kommune om tilgængelighed samt princippet om at byggeriet ikke skal have nogen bagsider, så det integreres bedst muligt i den eksisterende bebyggelse. Nogle af byggefelterne i lokalplan III, med en højde på op til 25 m mod øst, er i sig selv en væsentlig ændring og forringelse for beboerne mod øst, og man kan derfor undre sig over, at det påstås, at disse nye forhold er uden betydning for de nærmeste naboer mod øst. ”Tårnet” i lokalplan II var ikke til gene for området mod øst, da den var placeret mod torvet og i en væsentlig afstand. Derudover har arkitekten til borgermødet afholdt d. 4. november 2015 oplyst, at skyggediagrammerne ikke er korrekte i den nye lokalplan III. Samtidig er afstanden mellem byggeriet og nabobygningerne større i diagrammerne end i virkeligheden, idet skyggediagrammerne ikke er angivet i de korrekte mål. Derfor er disse diagrammer misvisende, og højden af det foreslåede byggeri vil afskære sollys for det lavtliggende byggeri i betydelig større omfang end det, der fremgår af lokalplan III, med en væsentlig livs- og herlighedsforringelse for det lavtliggende byggeri til følge. Særligt i forår- og efterårsmånederne vil byggeriet kaste massiv skygge over de nærmeste boliger om eftermiddagen. Kommunen anmodes kraftigt om at fremskaffe korrekte skyggediagrammer, således at en eventuel tilladelse til at bygge i den foreslåede højde kan baseres på et sagligt grundlag. Grundejerforeningen Vanløse Stationsby finder, at byggeriet skal være lavere end det, der er lagt op til. Der skal indarbejdes en mere åben og varieret facade mod øst ved enten at rokere på nogle af bygningerne, således at de høje bygninger ud mod den østlige side ”flyttes” så de ligger langs jernbanen, hvor de ikke skygger for nogen eller ved at trække bygningerne længere ind på ”grunden”. Kommunen opfordres til at arbejde for en løsning, hvor de højeste bygninger ligger mod banen og torvet, og byggeriet gradvist bliver lavere mod nord og øst. Grundejerforeningen er ligeledes optaget af parkeringssituationen i nærområdet, og mener at det er bydende nødvendigt, at der indtænkes fornuftige løsninger på parkeringspresset for såvel biler som cykler, så de private villaveje ikke bliver overbelastet. Dertil bør tilkørsel til centeret af tung trafik begrænses til faste tidpunkter, ligesom det er tilfældet for Føtex i Vanløse, hvor leverancer ikke må finde sted før kl. 06. Som konsekvens af den stigende tunge og larmende trafik på Apollovej, bør man lægge støjdæmpende asfalt i forbindelse med den kommende renovering af vejen. Med venlig hilsen Steen Lorenzen, Formand for Grundejerforeningen Vanløse Stationsby