Høringssvar vedrørende Apollovej III - lokalplan nr. 531

Oprettet: 26. november 2015
Svarnummer:
11

Indsendt af

Jesper Cramer

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Apollovej III-projektet er fuldstændig forskelligt fra GaleriA-projektet – både arkitektonisk og hvad angår bebyggelsesgrad, men allermest pga. de langt højere bygninger, som dels vil skygge voldsomt for de nærmeste naboer og dels gøre Vanløses centrum til en massiv bygningsmasse. Jeg vil opfordre til, at de højeste boligblokke på taget af centeret placeres nærmest stationen, mens bygningerne ud mod Vanløse Alle/Apollovej/Jupitervej bliver flere etager lavere. Det vil mindske skyggevirkningen på naboejendommene og samtidig skabe et roligt rum uden støj fra tog/metro for de grønne områder mellem boligblokkene. Lokalplanen nævner maksimale bygningshøjder på 18,8-25,5 m. Er disse højder inkl. evt. elevatortårne, bygninger til ventilation og andre tekniske installationer, som er på moderne bygninger? Lokalplanens tegninger af byggeriet viser ikke disse tekniske installationer. Jeg vil derfor opfordre til, at Københavns Kommune meddeler/offentliggører, om lokalplanen viser bygningerne i deres fulde højde inkl. tekniske installationer. I modsat fald bør alle tegninger af byggeriet, de maksimale bygningshøjder, etc. revideres, så de afspejler de reelle bygningshøjder. Derudover skal skygge diagrammer etc. revideres, så de giver et retvisende billede med de fulde bygningshøjder. Endelig er det meget vigtigt, at man sørger for rigelige muligheder for cykelparkering. København Kommunes glimrende planer om at blive en grøn by med meget lavt CO2 ”footprint” betyder, at flere og flere flytter deres transport fra bil til cykel. Vi har ingen bil og handler alle dagligvare lokalt på cykel. Hvis Kommunens plan om færre biler og flere cykler skal lykkes, er det vigtigt, at man ikke bare løser de nuværende, akutte udfordringer med cykelparkering i Vanløse centrum, men at man tænker langsigtet og indregner rigelige og velplacerede muligheder for parkering af cykler. Løsninger, hvor man tænker i ”flow”, dvs. hvor det skal være let for cyklisterne at parkere cyklen uden at skulle gå meget langt eller en omvej for at kunne handle eller tage tog/metro. Cykelparkeringen ved Nørreport Station er et fantastisk eksempel på, hvor flot det kan gøres.