Høringssvar vedrørende Ny beboelsesejendom på Rådmandsgade 32

Oprettet: 11. november 2015
Svarnummer:
12

Indsendt af

Mikkel Vintersborg

Postnr.

2200

By

Købanhavn

Høringssvar

Jeg vil gerne gøre indsigelse mod det foreslåede byggeri i Rådmandsgade 32. Jeg er af den opfattelse, at byggeriet fuldstændig vil ødelægge Rådmandsgades særpræg. Der er desværre ikke lavet en lokalplan for vores dejlige område, men kigger man på de lokalplaner der er lavet på de omkringliggende nabolag, kan man se at de lægger op til en noget anden bebyggelse. I lokalplan 69 omhandlende Nannasgade, gives der tilladelse til byggeri i op til fire etager med udnyttet tagetage, en husbredde på 11 meter og en bebyggelsesprocent på max. 130. Det er noget fra hvad der foreslås opført i Rådmandsgade 32, hvor der lægges op til to ekstra etager, en bredere husdybde og en væsentlig større bebyggelsesprocent. Det kan desuden undre, at man vælger at foreslå et byggeri der ligger over de traditionelle 5 etager København ellers er så berømt for at forsøge at opretholde. Det er utopisk at tro at Rådmandsgade med tiden vil udvikle sig til at blive en egentlig karrébebyggelse. Institutionerne i nr. 38 og 41 vil næppe blive revet ned, og de lave bygninger i nr. 30, 34, 35 og 36 får forhåbentligt også lov til at blive bevaret, så gaden vil kunne bevare de karaktertræk der er så specielle for Ydre Nørrebro, og som vi alle holder så meget af. Et byggeri som det foreslåede, vil komme til at stå alene mast inde mellem lave bygninger, som et evigt minde om dårlig planlægning, og ikke mindst en manglende forståelse af kvarterets kvaliteter. Som forælder til et barn der tidligere har gået i Børnehaven i nr. 38, frygter jeg samtidigt at byggeriet om eftermiddagen vil henlægge institutionens dejlige lyse legeplads i skygge. Det mener jeg ikke at vi som ansvarlige borgere kan være bekendt. Endeligt vil jeg tilslutte mig de mange høringssvar der gør indsigelse mod ikke at have modtaget et høringbrev. Jeg bor selv i Thorsgade med direkte udsigt til det foreslåede byggeri, og burde som nabo være blevet orienteret direkte. At alle relevante parter ikke er blevet underrettet, sammenholdt med den meget korte svarfrist, giver desværre en dårlig fornemmelse af at byggeriet bliver forsøgt listet igennem.