Høringssvar vedrørende Ørestad Syd tillæg 2 - lokalplan 398-2

Oprettet: 26. oktober 2015
Svarnummer:
16

Indsendt af

Peter Michael Vestlev

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Lad os starte med at referere til lokalplan 398, der er den plan som de nuværende grundejere i Ørestad syd har købt deres ejendomme på baggrund af. Jeg vil foreslå at man læser denne og forstår hvorledes den fremtræder robust og visionær, med etableringen af en ny Frederiksstad i områden fra Ørestad Nord til spidsen af Ørestad syd. Langt mere robust end det nuværende tillæg. Der har naturligvis været problemer med lokalplanen, der har af midlertidige finanspolitiske grunde ikke været basis for de forholdsmæssige store arealer til erhverv som der var fremlagt i lokalplanen. Man kan derfor bifalde at der ændres i fordelingen, men man skal være naiv for at tro at der er opnået større grundlæggende indsigt i hvordan konjunkturerne ændrer sig på baggrund af fem år med lavvande i konjunkturerne. Om fem år vil man formentlig ærgre sig over at man har gjort området erhvervsfrit, og jeg vil foreslå at der i lokalplanen bliver italesat en mulighed for en fleksibel udnyttelse af specielt stueetagerne, således at de kan bruges både til erhverv og bolig, afhængig af konjunkturerne. Som Kramer Mikkelsen - direktør i By og Havn og dermed embedsmand i Københavns kommune - udtalte, "om hundrede år er alting glemt", men når betonbygningerne står færdige er mulighederne for at ændre på strukturen i bydelen lukket og det eneste der vil blive husket er at Københavns Kommune valgte at forbigå en enestående mulighed for storladenhed og valgte at sælge varen to gange, (først til os der bor her, og nu til andre entreprenører) og i stedet har formuleret et Albertslund look-alike med et forstadslignende rækkehus område der for evigt ( dvs 100 år) vil adskille Ørestad Syd fra resten af Ørestad, og efterlade området syd for Asger Jorns Alle som et amputeret byområde. Det er i den sammenhæng væsentligt at en lokalplan er troværdig, ikke robust men troværdig. Vi har set hvordan udtryksløse bygninger uden fladeforstyrrende elementer i 12 etagers højde er bygget ved Richard Mortensens Vej, fordi man ville formidle muligheden for at AAB kunne bygge afd. 100. Tag ud og se på det, mærk det en novemberdag, og gå skæmmede bort. Hvordan skal vi tro på den nye lokalplan når man kunne bøje den gamle som var det en våd avis. Paradisen, en plads på ca. 60 x 40 meter, hvor der kunne laves en park, hvor der kunne være cafeer, hvor der kunne laves en hundeluftermulighed, hvor der kunne skabes mellemrum mellem bebyggelsen og det ubebyggede fælled, paradisen som vi betalte for i lokalplan 398, bliver nu inddraget så man kan sælge den igen, og bebyggelsesprocenten på 340, der lå i den gamle plan er erstattet med en med en bebyggelsesprocent på under 180 nord for Asger Jorns Alle, hvor alle arealer er taget bort fra fællesskabet, for at skabe et indelukket område der lukker for gennemgangen mellem det sydlige og nordlige område af Ørestad Syd. Giv os vores pladser tilbage, det er Københavns Kommune jeg anmoder om dette, det er miljø og teknik udvalget ved Morten Kabell, det er borgerrepræsentationen, der i denne sag har været villig til at sælge ud af det langsigtede for at opnå det kortsigtede. Man er endda gået så langt at man vil inddrage det fredede område vest for Ørestad Syd i planerne og inddrage områder af dette. Hvilken skændsel. Hvilken skam. En byggeret koster nu ca. 5000 kr. pr. kvadratmeter, det koster ca. 10.000 kr. at bygge en kvadratmeter, dvs at et rækkehus på hundrede kvadratmeter koster ca. 1,5 mio kr og kaster en profit på ca. 1,5 - 2 millioner af sig; sådan har man tækkedes entreprenørerne, istedet for at bruge potentialet til at lave den BY der var planen i den kun 6-7 år gamle plan 398. Overgangen mellem by og natur.Solnedgangspladsen. Paradisen. Og de andre pladser der var planlagt. Varieret byggeri af højt arkitektonisk niveau. Cafe-liv. Udeliv. Mulighed for børn, unge, voksne og ældre. Kulturmuligheder. Ikke blot passagære gader hvor man er på vej hjem. Der skal bygges til alle, så byen kan blive dynamisk og ikke om 15 år ende som et indtørret sølvbryllupskvarter. Så - Københavns Borgerrepræsentation - behold pladserne i jeres nye bydel. Behold og udbyg begrebet spændende arkitektur. Sørg for at lyset og vinden bliver fordelt ligeligt. Fri os for "berlinmure" som AAB´s og Balders byggeri på Richard Mortensens Vej. Om 100 år er alting ikke glemt, men om 10 år er det der i gang nu, uopretteligt. Og husk, By og Havn ER Københavns Kommune.