Høringssvar vedrørende Faste Batteri III - lokalplan nr. 527

Oprettet: 26. oktober 2015
Svarnummer:
11

Indsendt af

Jacob Dyrby Petersen

Postnr.

2300

By

Kbh S

Høringssvar

Jeg skriver som tilknyttet til Børneinstitutionen ved Statens Seruminstitut. Derfor er mit fokus på, hvordan miljøpåvirkninger for vuggestuebørn og børnehavebørn reduceres mest muligt i anlægsfase og efterfølgende. I anlægsfasen: Støj fra byggeriet vil være den væsentligste gene for de ca 60 vuggestuebørn og børnehavebørn. Institutionen er gammel og er ikke bygget til at have vuggestuebørnene sovende indendørs. Derfor sover alle vuggestuebørn udenfor. Støj fra byggeriet vil derfor have stor betydning for vuggestuebørnenes søvn. Jeg foreslår derfor: - At der konstrueres støjværn mellem byggeri og børneinstitution. - At støjværnet udformes, så det tillader mest muligt lysindfald på legepladsen, dvs. enten som glas/gennemsigtig plast, eller så langt inde på Faste Batteri matriklen som muligt. - At det skrives ind i kontrakten med entreprenøren, at Børneinstitutionen skal varsles mindst én dag i forvejen, hvis der skal udføres særligt larmende arbejde, fx. spunsning, ramning, skærearbejde etc. Et støjværn vil også kunne medvirke til at reducere det byggestøv, der måtte komme under byggeriet, så mindst muligt byggestøv blæser ind og indåndes af børnene. Efter endt anlægsfase: I materialet er vist, hvordan skyggepåvirkningen på bl.a. Børneinstitutionen er om foråret og om sommeren. Der mangler en visning af, hvordan Børneinstitutionens legeplads er påvirket om vinteren. Efter min vurdering vil Børneinstitutionens legeplads ligge overvejende eller helt i skygge i månederne omkring vintersolhverv. Det betyder, at børnene slet ikke ser solen i måneder, når de nye bygninger er opført. Der er ingen gode udflugtsmål i området, hvorfor Børneinstitutionen bruger sin legeplads utroligt meget og hele året. Som det står i materialet, så er de nye bygninger ikke højere end andre karéer i København. Derfor forventes det ikke, at højden kan revideres. Desuden fremgår, at de indre haver skal være private og ikke offentlige. Jeg vil derfor foreslå, som en måde at mildne den meget negative vinterskygge-effekt på Børneinstitutionen, at Københavns kommune skriver ind i aftale, lokalplan, kontrakt og andre relevante steder, at Børneinstitutionen skal have en særstatus samt berettiget adgang i dagtimerne i hverdagene til de grønne arealer på Faste Batteri III, evt. med en nøgle til port eller lignende. Det vil være have meget begrænset betydning for beboerne, da meget få beboere bruger arealerne om dagen, og det vil betyde utroligt meget for Institutionens børn, at de har mulighed for at se sollys i vintermånederne.