Høringssvar vedrørende Justering af klynger og netværk

Oprettet: 17. september 2015
Svarnummer:
4

Indsendt af

Julie Blegvad

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Kære Søren Trier Høisgaard og Tobias Børner Stax Vi skriver, fordi vi som forældre til et barn i en kollektivt ledet institution, Røde Ko i Centrum, er bekymrede for, hvordan den fremtidige netværksstruktur vil påvirke institutionen og i sidste ende børnenes dagligdag. Vi som forældre, Forældrebestyrelsen og pædagogerne i Røde Ko i Centrum er bekymrede for, hvordan den ny netværksstruktur med en fælles leder og eventuel fælles økonomi vil påvirke den kollektive ledelsesstruktur, institutionen som arbejdsplads – og dermed forholdene for børnene. Som forældre i en kollektivledet institution oplever vi et meget engageret personale, der føler ejerskab, og som netop har valgt en arbejdsplads med stor indflydelse på arbejdet, både pædagogisk og ledelsesmæssigt. Vi har som forældre valgt Røde Ko i Centrum netop pga. dette engagement. Vi er bekymrede for, om det fælles ejerskab og engagement kan overleve den ny netværksstruktur. Røde Ko i Centrum indgår allerede i dag i et forpligtende og velfungerende netværk med andre kollektivt ledede institutioner på fire enheder (Frie10). Der er brugt meget energi på at opbygge dette netværk, som personalet er glade for og bl.a. bruger til faglig sparring. Vi er bekymrede for, at dette samarbejde i Frie10 med den ny netværksstruktur vil blive ødelagt, og institutionerne splittet op. Ændringerne betyder, at Røde Ko i Centrum skal igennem en lang proces med at opbygge nye samarbejdsformer med mange nye institutioner, som ikke alle er selvejende og ikke kollektivt ledede. Vi er klar over, at vi ikke kan undgå den ny netværksstruktur, men det er vores ønske, at Røde Ko i Centrum kan blive i det nuværende netværk, Frie 10, og videreudvikle det, der allerede er lagt så mange kræfter i. Med venlig hilsen Julie Blegvad & Albert Algreen-Petersen