Oprettet: 19. august 2015
Svarnummer:
29

Indsendt af

Andreas Carlsen

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

1. TÆT BYGGERI BETYDER RISIKO FOR UDSATHED OG KRIMINALITET Ydre Nørrebro er i forvejen Københavns tættest befolkede område (18.500 indbyggere pr. km2 i 2012 ), og en forhøjelse af bebyggelsesprocenten og bygningshøjden vil betyde mindre lys, luft og lethed. Studier viser, at jo højere bebyggelsesprocent, jo større risiko for udsathed og kriminalitet. Det højhus, man overvejer at bygge, måler minimum 4 gange så meget som de omkringliggende bygninger, og er fuldstændig ude af proportioner med områdets karakter. – Det vil lægge de bagvedliggende områder i fuld skygge både eftermiddag og aften. Det vil uden tvivl gøre området mindre attraktivt at bruge, bebo og besøge – området vil blive kvalt og livet vil forsvinde. Et tæt bebygget og skyggefuldt område vil ikke tiltrække folk, som det gør nu, men vil i stedet afskrække folk fra at besøge og flytte til det ellers blomstrende område. 2. RESSOURCESTÆRKE BEBOERE VIL FRAVÆLGE OMRÅDET Skygge og oplevelsen af et lukket og tæt bebygget område vil betyde, at området vil være langt mindre attraktivt at bo i og besøge. De første som vil fravælge området er de ressourcestærke borgere. Området har igennem mange årtier været et socialt belastet område, hvor der er brugt mange penge og ressourcer på kriminalitetsforebyggende og sanktionerende indsatser. Dette har efterhånden båret frugt, og ydre Nørrebro er i løbet af de seneste år blevet et attraktivt sted at bo og besøge i København - med mange sociale, kulturelle og fællesskabsunderstøttende tilbud. Københavns Kommune bør i lyset af dette fortsat stræbe mod at tiltrække ressourcestærke beboere, der kan bidrage til den sociale mobilitet og bred mangfoldighed i lokalmiljøet. Personligt kunne udsigten til og skygge fra et massivt højhus få os til at fraflytte området, selvom vi på nuværende tidspunkt elsker at bo her. 3. DYRE OMRÅDEFORNYELSER VIL VÆRE SPILDT Indenfor de seneste 10 år er der gennemført flere store fornyelser af området, som vi er meget glade for. Et eksempel herpå er anlæggelsen af Mimersparken, som bl.a. har til formål at åbne op for Mjølnerparken og skabe mere åbne og grønne passager, som skal øge trygheden og begrænse rammerne for mulige kriminelle handlinger. Bydelen er (endelig) blevet skøn og attraktiv efter flere områdeløft, og det vil være imod al logik at ødelægge dette ved at bygge et højhus, der ødelægger bybilledet, lukker vejen af for lys og luft, og dermed giver mulighed for mere obskure forretninger. Københavns Kommune har for tiden også planer om at udføre områdefornyelser i Mjølnerparken, hvor der blandt andet etableres en cykelsti for at åbne området for andre beboere. Forslaget om at ændre kommuneplanen ligger i direkte modstrid med planerne for områdefornyelsen. Forslaget om at ændre kommuneplanen og bygge et højhus vil lukke området af og henlægge store dele af Mjølnerparken i skygge. Planen om at investere i at åbne Mjølnerparken op – områdefornyelsen - vil altså blive undermineret og i værste fald ligegyldig. De penge, der er blevet brugt på at forskønne Ydre Nørrebro med adskillige områdefornyelser og områdeløft, kan risikeres at være spildt ved at bygge et eller flere højhuse, der overstiger den nuværende maksimale bygningshøjde på hhv. 22 og 24 m.