Århusgadekvarteret Vest i Nordhavn - lokalplan 498

Lokalplanen fortsætter realiseringen af Nordhavn som fremtidens bæredygtige bydel.

Høringsfrist:

6. september 2013
Indsendt af:
Inger Hutters
Dato: 6. september 2013
Svarnummer:
12
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Østerbro Havnekomité
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Høringssvar til lokalplanforslag og kommuneplantillæg til Århusgadekvarteret Vest og Trælastholmen i Nordhavn. Østerbro Havnekomité ser med bekymring på de to lokalplanforslag der nu er i høring. Planerne betyder, at to meget små områder ved de nye metrostationer bliver bebygget meget tæt med bygninger op til 6 etager og samt 4 højhuse. Områderne overgår fra blandet bolig og serviceerhverv (C-rammme) til serviceerhverv (S-ramme). Vi havde i Østerbro Havnekomité forventet, at Københavns kommune inden man satte gang i endnu et kompakt kontorbyggeri gjorde status over - Behovet for yderligere kontorareal i København - Om kontorbyggeriet langs Københavns Havn har fremmet det liv, man ønsker langs havnen, f.eks i den inderste del af Kalkbrænderihavnsløbet. Vi vil fra Østerbro Havnekomité opfordre Borgerrepræsentationen til at få udarbejdet en opgørelse over størrelsen af kontorarealet i København, en opgørelse over hvor meget kontorareal, der står ledig i 2013 og en prognose for behovet for kontorer i 2020 inden lokalplanerne vedtages. Vi vil fra Østerbro Havnekomité endnu en gang udtrykke vores bekymring over betydningen af de økonomiske rammer, der er givet for arealudviklingen i Nordhavn. Om By og Havn står der i bemærkningerne til §2 i loven fra 2007: ” at den nye organisering skal muliggøre, at der etableres pengestrømme fra arealudviklingsaktiviteterne til medfinansiering af Metro aktiviteterne.” By og Havn er dannet med en tocifret milliardstor gæld. Dertil kommer, at statens bidrag på 4 milliarder til Metrocityringen og overskridelser på den beregnede udgift på 15 milliarder i 2005- kr til anlæg af Metrocityringen også skal dækkes, samt udgifterne til Nordhavnsmetroen. Den økonomiske ramme præger desværre den konkrete lokalplan. Det fremlagte lokalplanforslag for Århusgadekvarteret vest i Nordhavn skal sikre etablering af en metrostation Nordhavn. Debatten om metrocityringen er foregået gennem mange år. Vi har fra Østerbro Havnekomité siden 2005 fremført, at man istedet for at placere en metrostation ved Østerport skulle ombygge Nordhavn Station til et trafikknudepunkt med kystbanetog, S-tog, metro, færgeforbindelse til Norge og Polen (alt placeret i niveau med terrænet, som ved Østerport Station eller under jorden). Et sådant projekt ville give østerbroerne adgang til vandet, ville skabe fysisk sammenhæng mellem Østerbro og de nye boligkvarterer i Nordhavn – Københavnerne ville få deres havn tilbage. Det fremlagte forslag er en lappeløsning, der medfører en ret lang gangtunnel til Nordhavn Station og en ombygning af stationen,så den er tilgængelig fra begge sider. Med de fremlagte lokalplaner vil man fortsat have jernbanen som barriere mellem Østerbro og vandet, samt at et massivt, højt kontorbyggeri, som vil udgøre en yderligere barriere. Vi har følgende konkrete kommentarer til lokalplanerne - Der bør ikke placeres et parkeringshus op til metrostationen. Det overordnede princip for Nordhavnen er at området skal være bæredygtigt og CO2 neutralt. - Der er alt for meget lyrik i lokalplanerne om f.eks grønne områder og cykelparkering ved stationerne uden konkret stillingtagen til faktuelle forhold som størrelse og antal.. De ganske små grønne områder ser ikke ud til at have rekreativ værdi. Vi er glade for, at den tidligere aftalte kanal mellem Kalkbrænderihavns bugten og havnen bliver etableret men er bange for, at de kanaler, der bliver etableret mellem kontorbyggeriet ligger i skygge det meste af dagen og ikke vil skabe liv. Det er blevet fremlagt, at man i planerne er gået ud fra en Østerbroskala med karreer op til 5.sal og havneskala med enkelte siloer. Men alt er klemt sammen og man har glemt at indtænke Nordhavnsskalaen – med den store rekreative værdi, som storbymennesket har brug for Muligheden for en oplevelse af himmel, hav og rå natur. Muligheden for at modvirke stress. Fra Østerbro Havnekomité vil vi opfordre til at Københavns Kommune igangsætter et arbejde med Fra Østerbro Havnekomité vil vi opfordre til at Københavns Kommune igangsætter et arbejde med - at udforme en rekreativ plan for Nordhavn som o sikrer en promenade/et offentligt tilgængeligt areal på min 20 m langs alle kajer o definerer konkrete principper for de offentlige, grønne områder, mht. placering i forhold til boligområder, areal i forhold til areal af bolig/bebyggelse/veje, tilgængelighed, og hvilke funktioner og behov de enkelte grønne områder skal tilgodese. - at udforme en rekreativ plan for Nordhavn som sikrer en promenade på min 20 m langs alle kajer og placering af konkrete grønne områder. - at udforme principper for hvor meget boligareal, der skal til for at udløse børnehave med legeplads og offentlig skole med idrætsarealer. - at udarbejde en overordnet kunstplan for arealudviklingsområderne. Planerne bør indgå som krav inden der gives igangsættelsestilladelse til byggefelterne. BR bør ligeledes finde en alternativ finansiering af metroen. F.eks. kunne en finansiering ved kørselafgift indgå. Det vil samtidig have hensigtsmæssige gevinster for københavnerne ved at mindske biltrafikken. Vi ønsker liv i Nordhavnen. Vi ønsker varierede muligheder for rekreative og kulturelle oplevelser. Oplevelsen af, at Nordhavnen giver os fælles muligheder og ansvar Den 5.september 2013. Østerbro Havnekomité.
Læs høringssvar fra Inger Hutters
Indsendt af:
Christine Hammer
Dato: 6. september 2013
Svarnummer:
11
Vedhæftede filer: 2
Virksomhed / Organisation :
Metroselskabet I/S
By:
København S
Postnr.:
2300
Se venligst vedhæfted brev med bilag.
Læs høringssvar fra Christine Hammer
Indsendt af:
Svend-Erik Fangel Pedersen
Dato: 4. september 2013
Svarnummer:
10
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Friluftsrådet København
By:
København SV
Postnr.:
2450
Hermed fremsendes Friluftsrådets høringssvar.
Læs høringssvar fra Svend-Erik Fangel Pedersen
Indsendt af:
lars vestergaard
Dato: 2. september 2013
Svarnummer:
9
By:
N.
Postnr.:
2200
Forslag i anledning af lokalplanerne for Nordhavnsudvidelsen 1. Forslag om tilpassede priser for 30 % almene boliger 2. Bedre tilkørselsforhold 1. Behov for arealer til almene boliger til tilpasset pris. Problem. I forslagene til lokalplaner for Nordhavnsområdet, Århusgade kvarteret, Trælastholmen osv. savnes et væsentligt forhold. Der afsættes betydelige arealer til udgravning af kanaler, som dermed hverken kan sælges eller bebygges, hvilket medfører et direkte tab eller ”kapitaldestruktion”. Derimod afsættes ikke arealer til almene boliger, uanset at grundejeren (By & Havn) er offentlig ejet og uanset at de offentligt kontrollerede almene boligselskaber ikke kan løse de boligsociale opgaver i kommunen med de nuværende kun 20 % almene boliger, og uanset at ghetto-bebyggelserne ikke kan opløses med mindre der fremtidigt bygges mindst 30 % almene boliger årligt. Løsningsforslag: Arealudviklingsselskabet By og Havn samt ejerne København og Staten aftaler evt. ved ændring af selskabets forretningsbetingelser at Arealudviklingsselskabet By og Havn sikrer at ca. 30 % af selskabets boligarealer sælges successivt til almennyttige boligselskaber til en pris pr. etagemeter, som tillader opførelse af alment byggeri inden for de gældende rammebeløb. Forslaget anfægter hverken den private ejendomsret, eller private grundejeres interesser i øvrigt, og kan vedtages uden at ændre planloven. Når grundejeren By & Havn (Stat og kommune) kan vælge at fjerne grundarealer for at etablere kanaler til robåde af hensyn til det samlede bymiljø, må grundejeren By & Havn (Stat og kommune) tilsvarende kunne vælge at sælge arealer til almene boliger til tilpasset pris af hensyn til det samlede bymiljø. En tilpasset pris på almene etagemeter vil ikke forrykke ejendomsmarkedet, da etagemeter til private ejere fortsat vil være i fri handel. Alternativet til en tilpasses pris til alment byggeri er ikke alment byggeri på andre byggegrunde til højere m2-priser, men næsten intet alment byggeri over hovedet i København, hvilket vil opretholde og forstærke kommunens ghetto-dannelser. Det bør erindres at almene ejendomme principielt er uomsættelige. Hvis de undtagelsesvis sælges tilfalder provenuet selskabet, og derefter Landsbyggefonden, som staten kontrollerer. Almene bebyggelser er nok beboerstyrede, men ikke privatejede, men derimod i samfundseje. En lempeligere prisfastsættelse vil være at ligne med en intern overførsel mellem offentlige virksomheder. 2. Utilstrækkelige tilkørselsforhold. Problem: Udbygningen kræver en eller flere bedre vejforbindelser fra det overordnede vejnet til de forventede tusinder af boliger og kontorer, samt de forventede krydstogt og container-aktiviteter. I dag er der udelukkende den ene problematiske Sundkrogsgade til at forbinde Kalkbrænderihavnsgade med den stærkt voksende halvø ”Nordhavnen”. Uanset at Århusgade med tiden forventes åbnet, som grøn rute for cykler og gående, skal Sundkrogsgade på ubestemt tid klare al gående, cyklende, og kørende trafik til og fra tusinder af menneskers fremtidige boliger og arbejdspladser, langvarige og omfattende jordtransporter til jorddeponering og opfyldning, foruden turistbuskørsel til og fra Krydstogtskibene fra maj 2014, og al fremtidig containertrafik. Sundkrogsgade mellem Kalkbrænderihavnsgade og Stubbeløbgade er ikke dimensioneret til trafikpresset, og mangler tilstrækkelig adskillelse og beskyttelse af svage trafikanter, cyklister og gående. Sundkrogsgade har på denne strækning i hver retning, foruden fortov, kun 1-1½ vognbane samt partielle cykelsti-opstregninger, som slides bort af lastbilerne når de kommer langt ud i svingene. Hertil kommer vognmands-erhvervenes udtrykkelige ønske om tilladelse til Mammut-vogntog MVT mellem motorvejsnettet og container-terminalen i Nordhavnen, som i givet fald vil kræve yderligere plads og sikkerhedshensyn over for de svage trafikanter. Akut løsning: Flyt cykelsti og gangsti ind bag den gamle Frihavns gitter-hegn, eller udvid gaden straks. Sundkrogsgade, mellem Kalkbrænderihavnsgade og Stubbeløbgade bør sikres for cyklister og gående på begge sider af gaden, bl.a. ved snarest at forlægge den østlige sides cykel og fodgænger trafik ind i sikkerhed bag den nuværende gittermur langs Frihavnen. Langsigtet behov for fast forbindelse fra Nordhavnsvejen til Baltikavej. Der må nødvendigvis inden for få år skulle etableres en fast forbindelse ud på Nordhavnen i direkte forlængelse af den kommende Nordhavnsforbindelse, der foreløbig skal forbinde Lyngbyvej med Strandvænget (hvis der bliver noget tilbage) og Kalkbrænderihavnsgade. En god forbindelse fra Nordhavnsforbindelsen og ud på halvøen skal nødvendigvis krydse Kalkbrænderihavnen og Svanemøllehavnen med hundreder af luksuriøse lystsejlere. Enten blive bådene spærret inde af en lavbro, hvilket vil kræve nye lystbådehavne eller også må forbindelsen graves ned i en tunnel. Det rigtigste af hensyn til det sydlige område med boliger og kontorer er en tunnel fra Strandvænget til Baltikavej så containertrafikken kan afvikles nord for by-udviklingsområdet. Det bør naturligvis være Arealudviklingsselskabet By og Havn, der skal betale omkostningerne til den påkrævede forbindelse.
Læs høringssvar fra lars  vestergaard
Indsendt af:
J.C.Klaksvig
Dato: 1. september 2013
Svarnummer:
8
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Det fremgår. at man agter at opstille en høj bygning i hjørnet Kalkbrænderihavnsgade/Århusgade. Boligerne vest for S-banen er i forvejen stærkt plaget af støj fra banen hele døgnet igennem. En høj og massiv facade lige på den anden side af banelegemet vil kaste støjen tilbage og forstærke dette problem til det uantagelige. Det ses ikke, at problemstillingen overhovedet er behandlet i lokalplanforslaget.
Læs høringssvar fra J.C.Klaksvig
Indsendt af:
Jan Stokholm
Dato: 30. august 2013
Svarnummer:
7
Virksomhed / Organisation :
PFA Ejendomme A/S
By:
København Ø
Postnr.:
2100
I forbindelse med "forslag til lokalplan for Århusgadekvarteret Vest i Norhavnen" har PFA Ejendomme følgende indsigelser: 1. I lokalplanen skal indarbejdes, at eksisterende lovlig anvendelse og eksisterende lovlige anlæg i forbindelse med den eksisterende Marina Park, ikke er omfattet af nærværende lokalplansændring. 2. I lokalplanen skal indarbejdes, at omfang af eksisterende hegn i fm. Marina Park bibeholdes, med undtagelse af afgrænsning mellem Marina Park og den kommende Metroplads. 3. I lokalplanen i afsnit vedr. bæredygtighed er angivet at regnvand skal separes. Det skal præciseres til at denne ændring af forholdene kun omfatter kommende tilbygning og ikke eksisterende bygning i fm. Marina Park. 4.I lokalplan i afsnit vedr. Certificering skal det specificeres, at kravene kun omfatter tilbygningen på op til 12.000 m² og ikke de nuværende eksisterende bygninger i fm. Marina Park. 5. I lokalplanen §5 stk. 4, "For de særlige bebyggelser (a-c) ..." det skal her præciseres, at bebyggelsen (b) ligeledes er omfattet af denne bestemmelse. 6. I lokalplanen §6 stk. 5, sidste afsnit. Alle stueetager skal overvejende fremstå med vertikal orientering. Idet Marina Park´s nuværende arkitektur er vandret orientering vil dette medfører, at bygningen vil fremstå ustruktureret og "rodet" såfremt der skal arbejdes med vertikal orientering i stueplan, vandret orientering for etagerne 1-3 og en differetiseret arkitektur for bygning fra 4 - 10 etage. PFA ønsker at kravet om vertikal orientering frafaldes. 7. I lokalplanen §8 stk. 4, skal teksten ændres til: "Bilparkeringsdækningen skal være i størrelsesordenen 1 parkeringsplads og højst 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal. Parkering skal placeres i konstruktion. Ved udvidelse af eksisterende bebyggelse i fm. Marina Park kan det bestående antal parkeringspladser på terræn opretholdes, og parkeringsnormen gælder da kun for det antal yderligere parkeringspladser, den nye bygning berettiger til. Parkering i konstruktion skal....." Med venlig hilsen Jan Stokholm
Læs høringssvar fra Jan Stokholm
Indsendt af:
Østerbro Lokaludvalg
Dato: 30. august 2013
Svarnummer:
6
Vedhæftede filer: 1
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Læs høringssvar fra Østerbro Lokaludvalg
Indsendt af:
Ole Rasmussen
Dato: 29. august 2013
Svarnummer:
5
By:
København K
Postnr.:
1429
Det er ikke klart hvad dette projekt går ud på
Læs høringssvar fra Ole Rasmussen
Indsendt af:
Niels Worm
Dato: 26. august 2013
Svarnummer:
4
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Der er planlagt en bilparkeringsdækning på højst 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal jf §8 stk 4. Det er alt alt for få parkeringspladser i et nyt byggeri hvor det er nødvendigt for mange unge familier med børn at have 2 biler og for ældre bl.a. pensionister, der er dårligt gående at have i alle til fælde 1 bil for at kunne komme til læge, tandlæge, kirke og alle de andre offentlige tilbud. Bilparkeringsdækningen bør øges til mindst 2 pr. 150 m2 heraf et stort antal offentlige parkeringer. Ellers laver man den samme fadæse som ved det nærliggende Amerikaplads -kvarter hvor beboerne slås om de få parkeringspladser, der er, og ofte parkerer ulovligt. Desuden flygter alle dagligdags-forretninger fra området, da der ikke er nogen kundeparkering. De fleste forret-ningslokaler står derfor tomme, så det der var planlagt som et livligt byrum med cafe-miljø mv nu nærmest ligner et mennesketomt betonørken.
Læs høringssvar fra Niels Worm
Indsendt af:
Valdemar Norsker
Dato: 19. august 2013
Svarnummer:
3
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Gefion Gymnasium
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Hej, vi har lavet et projekt omkring nordhavns kvarteret og dets udbygning. Vores projekt tager fokus på, at skabe et nordhavnskvarter som er attraktivt at bo i, og attraktivt at være i. Derfor har vi gået i dybden med hvad der skal til for at skabe et område som tiltrækker mennesker af alle aldre, og som gør det sociale miljø i kvarteret stærkt. I blandt vores idéer er der, kunstgræsbaner(fodbold), parker, taghaver mm. Skulle i være interesseret har vi også en udvidet opgave omkring at holde byen bæredygtig, med energi fra vindmøller og solceller, skriv hvis det er. Vi har også lavet en video der forklarer vores idéer: http://www.youtube.com/watch?v=zf2Nwt2NEfw Mvh Valdemar og co.
Læs høringssvar fra Valdemar Norsker
Indsendt af:
Jørgen Elgaard Larsen
Dato: 11. juni 2013
Svarnummer:
2
By:
København N
Postnr.:
2200
Det er glædeligt at se, at der indarbejdes krav til butikker m.m. i stueetagen. Det vil medvirke til at give byrummet mere liv og dermed gøre det mere attraktivt at bosætte sig i området. Til gengæld er jeg betænkelig ved det lave antal parkeringspladser til biler. Især bør der stilles krav om parkeringsmuligheder for besøgende og park-and-ride til metroen.
Læs høringssvar fra Jørgen Elgaard Larsen
Indsendt af:
Martin Haupt-Jørgensen
Dato: 10. juni 2013
Svarnummer:
1
By:
København N
Postnr.:
2200
Der er nu en mulighed for at skabe en helt ny og spændende bydel i København. Hvorfor ikke tillade decideret højhusbyggeri i Nordhavn, dvs. over de sædvanlige 80 meter og med lille afstand imellem. Udover at bidrage med diversitet til byen, koncentrerer højhusbyggeri mennesker på et lille sted og giver derved mere liv samt et større udbud af kulturelle tilbud etc. Ydermere, vil der blive frigivet plads til grønne områder eller endda parker, hvilket er en mangelvare i København. Hovedstaden mangler spektakulært højhusbyggeri, da den er i overhængende fare for at drukne i forstadsnormalitet.
Læs høringssvar fra Martin Haupt-Jørgensen