Stofindtagelsesrum

Socialudvalget besluttede d. 11.1.2012 at sende fire muligheder for placering af stofindtagelsesrum på Vesterbro i høring.

Høringsfrist:

17. februar 2012
Indsendt af:
Jens Nielsen
Dato: 18. februar 2012
Svarnummer:
19
By:
København V
Postnr.:
1703
Ved placeringen af det nye fixerum i Københavns Kommune er det vigtigt, at fadæsen med placeringen af sundhedsrummet og Café D (tidligere Café Dugnad) ikke gentager sig, hvor et flertal i Borgerrepræsentationen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten) besluttede at placere en åben narkoinstitution klods op af 6 undervisningslokaler til et gymnasium og i et område, der er udlagt til børnekulturelle formål med en billedskole, en musikskole og en børneteaterinstition. Hertil kommer at sundhedsrummet og café er placeret lige overfor en beboelseskarré med mange børn og unge, samt overfor en institution (KLippen), der målrettet arbejder med afvænning af stofmisbrugere, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at der i umiddelbar nærhed er omfattende handel med hårde stoffer. Placeringen af sundhedsrummet og Café D har medført en voldsom stigning i handlen med hårde stoffer i Den Brune Kødby, bl.a. ved Rysensteen Gymnasiums undervisningslokaler ligesom der også er sket stigning i stofhandlen ved de børnekulturelle institutioner. Hertil kommer konflikter i stofmiljøet relateret til handlen med stoffer, med trusler, råben og slagsmål, bl.a. i Kvægtorvsgade mellem sundhedsrummet og Lille Colbjørnsensgadekarrérne, f.eks. var der forrige sommer henkastet en pistol i gaden efter en skudepisode Café D. Det flertal i Borgerrepræsentationen, der er ansvarlig for placeringen af sundhedsrummet og Café D har stort set vendt ryggen til de problemerne. Ganske vist er der kommet mere renholdelse og der er ansat en såkaldt social koordinator men ingen af delene har haft nævneværdig indflydelse på den omfattende handel med stoffer og de konflikter, der følger i kølvandet på stofhandlen. Når fixerummet skal placeres, er det vigtigt at tage højde for, at det må forudses, at det vil kunne trække mange brugere til sig , særligt som det eneste fixerum i Danmark - i hvert fald for et stykke tid. Med mange bruger må der også forudses megen handel med stoffer i umiddelbar nærhed af fixerummet, med deraf følgende konklikter og uro. Det må også forudses, at politiet holder lav profil i området umiddelbart udenfor fixerummet, da det ellers kan miste sin effekt med at tiltrække stofmisbrugere, hvis de risikere at blive kropsvisiteret og/eller anholdt ved indgangen til fixerummet. Det er derfor vigtigt at fixerummet ikke placeres i nærheden af institutioner til børn og unge, som tilfældet er i dag med Café D og sundhedsrummet, samt ikke tæt på beboerlse med mange børn og unge. Desværre har socialudvalget unødvendigt indskrænket valgmulighederne for placering af fixerummet. Jeg vil først og fremmest pege på Ingerslevgade 80 hvor der pt er en cykelforhandler. Overfor stedet er der jernbaneterræn og der er ikke boligbebyggelse eller institutioner for børn og unge i umiddelbar nærhed. Af de valgmuligheder der er opsat pegr jeg på Halmtorvet 17, hvor der samtid indrettes et rå-rum til det ophold, der eller vil finde sted udendørs. Desuden forslår jeg social rådgivning og sygeplejefunktion i bygningen.
Læs høringssvar fra Jens Nielsen
Indsendt af:
Christian Lotz
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
18
By:
København V
Postnr.:
1708
At Vesterbro får et fixerum er i dag en realitet, blot et spørgsmål om hvor og hvornår. Placeringen af et fixerum skal først og fremmest tage sit udgangspunkt i dem, som skal bruge dette tilbud og ikke de kommende naboer. Hensynet til de kommende naboer må være sekundært. Det er de færreste Vesterbro borgere, der kan sige at de flyttede hertil før stofbrugerne blev en del af Vesterbro. Jeg kan som sådan godt forstå eventuelle kommende naboers bekymringer for hvad konsekvenserne for dem personligt vil blive, men stofbrugerne er en præmis stort set alle Vesterbros beboere har accepteret, da de flyttede til vores bydel. En præmis man som beboer må tage konsekvensen af skulle et fixerum flytte ind som nabo. Menneskeligt har vi ikke råd til at ikke at have et fixerum! Og da stofbrugerne har deres færten her på Vesterbro, er det kun naturligt, at det skal være her, og det skal placeres hvor de kommende brugere er. Til dem som ønsker at gemme stofbrugerne væk, vil jeg anbefale at flytte til Østerbro, der er fint og poleret. Til kommunen, der skal placere et fixerum, vil jeg sige at PH cafeén er den oplagte placering. Brug chancen for at skabe et samlet tilbud. Stofbrugerne kommer i Den Runde Firkant – Sundhedsrummet og Cafeen for at få mad, pleje og omsorg. Det er jo kun naturligt at ligge fixerummet i forlængelse af dette allerede eksisterende, gode og velfungerende tilbud. Det fremgår af Socialudvalgets materiale til høring d. 18. November 2011, at PH cafeens kontrakt udløber 1.7.2012, hvilket kun gør denne til en endnu mere oplagt placering. Til Vesterbros borgere vil jeg på det varmeste bede alle om at støtte op om, at vi ligger personlige bekymringer for det ukendte bag os og støtter op omkring et samlet tilbud til den del af vores medborgere, der har brug for et godt og værdigt sted at kunne tage deres stoffer, uanset om de injiceres eller ryges! Tør forvaltningen at træffe den rigtige beslutning, og står vi Vesterbro borgere sammen om et værdigt tilbud, så er jeg sikker på, at det kun kan kommes vores bydel til gode. I dag er stofbrugerne henvist til skakter, trappetrin o.lign. til små uværdige fixerum, hvilket gør os alle til naboer. Kan vi ikke alle kræve at være naboer til et stort værdigt fixerum, der er placeret der, hvor behovet er, og lade det være et fint eksempel på den mangfoldighed og tolerance jeg flyttede til Vesterbro for at være en del af! Jeg håber på forvaltningens mod til at træffe den rigtige beslutning i placeringen af dette fixerum. Mod til at tage udgangspunkt i de mennesker for hvilke fixerummet vil være en fast ramme om et værdigere og sikre liv som stofbrugere. Og for mig vil det derfor betyde at kommunen skal udvise det mod det er at erkende at det var en fejl PH cafeén blev taget ud af overvejelserne. Kan PH cafeén ikke blive aktuel, så håber jeg i det mindste at der vil givet Vesterbros borgere nogle saglige svar på, hvorfor PH cafeén blev taget ud! Og skal der findes et andet alternativ til PH cafeén, så vil jeg virkeligt håbe, at det ikke bliver Mændenes Hjem! Mændendes Hjem er ikke et sted, hvor jeg kan se at alle de mange forskellige typer af stofbrugere kan føle, at de trygt kan komme og tage deres stoffer i fred og ro. Mændendes Hjem er et sted med meget uro i det daglige, samt det ligger lige ud til en meget trafikeret gade, og kan derfor ikke danne ramme om et fixerum der sikre ro til brugerne. Essensen i et fixerum skal være, at det er et sted der er trygt og sikkert for alle, der har behov for at komme der! Mvh Christian Lotz (1708)
Læs høringssvar fra Christian Lotz
Indsendt af:
Morten Hougaard
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
17
By:
København V.
Postnr.:
1700
Stofindtagelsesrum I forbindelse med et borgermøde arrangeret af ”Vesterbroerne” kom mange meninger frem – desværre uden politikkernes tilstedeværelse. Jeg vil – i modsætning til mange andre der kommer med høringssvar om stofindtagelsesrum på Vesterbro – ikke gøre mig til talsmand for vesterbroer eller andre befolkningsgrupper. Meningerne er delte og derfor synes det urimeligt at skulle mene noget for alle. I lokalplanen er der foreslået 3 placeringer der alle er centralt placeret i nærheden af aktivt foreningsliv, skoler, institutioner, kulturliv, restaurationer, cafeer og beboelse. Placeringer der alle virker uigennemtænkte og virkelighedsfjerne. Placeres en stofindtagelsesrum på Mændenes Hjem så mindskes den plads der i forvejen er til gadens brugere. Hvis forsøget bliver en succes, vil være risiko for regulær kø uden for Mændenes hjem og det kræver ikke store undersøgelser til at vise, at hvis en stofmisbruger ikke kan vente på at få sit fix i et stofindtagelsesrum, ja så benyttes nærliggende opgange, kælderskakte og porte til formålet. Det kan betyde at et i forvejen stærkt belastet område bliver endnu mere belastet. Et stofindtagelsesrum i 15 eller 17 vil have samme effekt på lokalmiljøet, der er begyndt at blomstre efter det aktive kulturliv /nat-kulturliv i den hvide kødby. PH Cafeen er også blevet nævnt i debatten, men det er i min bedste mening også fuldstændig skudt ved side af. Det vil have samme effekt på cafemiljøet samt de omkringliggende kulturfaciliteter og beboelsen. Et velplaceret stofindtagelsesrum bør placeres hvor der ikke er beboelse og erhvervsliv nær ved. Hvis et stofindtagelsesrum skal ligge på Vesterbro, bør det placeres på Ingerslevgade. Det er så kort en afstand fra de øvrige placeringer, at det ingen reel betydning har for brugeren, samtidig er det så langt væk fra de øvrige placeringer, at det vil have en stor betydning for de enkelte beboere, erhvervslivet, kulturlivet og institutionerne i området. I et velfungerende demokrati bør empatien med mennesket ikke kun gå i en retning – alle har ret til at blive hørt, ikke kun minoriteter. Som det er nu er det de fås behov, der lyttes til – ikke de manges. Sluttelig vil jeg gøre opmærksom på, at en placering af et stofindtagelsesrum i et beboelsesområde kan medføre en forringelse af boligværdien. Et eventuelt erstatningskrav mod Københavns Kommune vil kunne fordyre processen – dette er endnu et argument for hvorfor et stofindtagelsesrum bør henlægges til et ubeboet, men dog nemt tilgængeligt område. Opsummering: PH-Cafeen = NEJ TAK Halmtorvet 15 = NEJ TAK Halmtorvet 17 = NEJ TAK Mændenes hjem = NEJ TAK Ingerslevgade = JA TAK
Læs høringssvar fra Morten Hougaard
Indsendt af:
Martin Markussen
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
16
By:
København V.
Postnr.:
1700
Fixerum Med foreslaget om et kommende fixerum håber jeg at Københavns Kommune har tænkt alle konsekvenserne, der kan forekomme med placeringen på vesterbro. Fixerummet er ikke fremlagt med det formål, at komme problemerne omkring narkomiljøet til livs og derfor bør alle tiltag der omhandler misbrugerne vurderes i forhold til f.eks. kriminalitet, ophobning af narkomaner, dealere der kommer til bydelen, forringelse af ejendomsværdi, øget præmie på forsikring, problematik med salg af ejendomme, etc. Det kan ikke være rigtig at borgerne skal tilsidesættes for en minoritet, da det er borgerne i Københavns kommune, der betaler til at det overhovedet er muligt at give misbrugeren disse tilbud. Dette sagt, bør misbrugeren hjælpes mere end det er foreslået, og efter min personlige mening bør, tilbuddet være mere end blot et rum, hvor man kan indtage ulovlige stoffer i, der formegentlig også er ulovligt anskaffet . Nu hvor et fixerummet er foreliggende, foreslår jeg at det placeres så langt væk fra bolig og erhverv som muligt, i forhold til at narkomanerne stadig vil benytte det. Det må ikke genere de almene borgere og bør ikke blot være ét rum, et sted i byen, da dette kan resultere i en koncentrering og derfor større belastning af et område. Da rummet ikke kommet til at tilbyde meget mere end et sted, hvor narkomanerne kan at være, er der ikke meget at lokke med, for at få dem til at benytte det hvis det ligger for langt væk. Derfor er det nok mest oplagt, for Vesterbros vedkommende at placere det ud til eller op mod banelegemerne. Derudover bør de borgere, der kommer til at bo tættest på det besluttede sted, høres mest, da det er dem der vil blive mest påvirket af placeringen af et fixerum. Rigtig mange borgere har en mening om hvor narkotilbudende bør placeres og hvad de bør indeholde, men det er sjældent i deres egen baggård de vil have det. Bor man i den anden ende af bydelen har man næppe en íde om hvad narkotilbuddende medfører, og man bor derfor kigge mindre på disse menneskers holdninger på emnet. Jeg håber mest af alt at kommunen kigger på cost-benefit og konsekvenser ved disse tilbud, og så er jeg overbevist om at langt bedre løsninger vil byde sig, til glæde og gavn for alle.
Læs høringssvar fra Martin Markussen
Indsendt af:
Jan Manfeld og Birthe Demskov
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
15
By:
København V
Postnr.:
1653
Som mangeårige beboere i området og som frivillige i bl.a. foreningen "Fixerum.dk" deler vi socialudvalgets opfattelse af, at de tre udvalgte faste stofindtagelsesrum alle er egnede. Dog vil vi gerne knytte den kommentar til høringen, at "Mændenes Hjem" vil kunne få kvindelige stofbrugere til at holde sig væk. Hvis mændenes hjem vælges. bør det derfor være i kombination med en eller flere af de andre placeringer. Det er vigtigt at også kvindelige stofbrugere tilgodeses og det bør af grund overvejes at placere stofindtagelsesrum der hvor kvinderne opholder sig, som f.eks. Reden og Café Klare. De valgte placeringer ligger alle på steder hvor stofbrugerne i forvejen færdes dagligt, og dette er en absolut forudsætning for at et stofindtagelsesrum får success. Vi har også bemærket at placeringerne er valgt således at de generer beboere på Vesterbro mindst muligt. Ved mændenes hjem vil den store udendørs indtagelse af stoffer måske endda helt forsvinde. Uanset hvilke fast placerede stofindtagelsessteder der vælges, vil vi på det kraftigste anbefale, at man også lader mobile fixerum indgå i løsningen. Vi kan ikke forestille os andet end at fixerum.dk vil lade deres fixelancer indgå gratis i en såddan løsning og vi er sikker på at en del af de frivillige på fixelancen vil fortsætte deres frivilige arbejde, skulle en sådan løsning vælges. Desuden vil en fixelance også kunne dække andre dele af byen, som f.eks. Nørrebro, Nordvest og Amager. Fixelancerne har dog ikke faciliteter nok til at være de eneste stofindtagelsessteder. Jo flere stofindtagelsessteder des bedre. Hellere flere mindre steder end en stort forkromet stofindtagelsescenter. For en god ordens skyld vil vi pointere at stofindtagelsesrum skal indrettes således at både injektion og rygning af stofferne tilgodeses. Vi ser dog det allervigtigste som at komme igang så hurtigt som muligt. Jo hurtigere vi får oprettet stofindtagelsesteder, des flere menneskeliv reddes og des flere stofbrugere kan få en smule af deres værdighed tilbage. Vi ser med glæde frem til de nye stofindtagelsessteder på Vesterbro. Hvor er det dejligt, der endelig sker noget.
Læs høringssvar fra Jan Manfeld og Birthe Demskov
Indsendt af:
Bettina Porsild
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
14
By:
København V
Postnr.:
1656
Jeg er for et fixerum på Vesterbro og mod at det placeres tæt på beboelse i en form som væsentligt reducerer beboernes handlingsmuligheder. Fixerummet i Hamborg har fx måtte flytte 4 gange grundet uoverenssstemmelser med naboer – hvilket blev oplyst ved et møde, jeg personligt deltog i med ledelsen af samme fixerum. Uanset at fixerum ”lukkes inde” (som det fx fremhæves i andre indlæg her på sitet), så efterlyses erkendelse af, at der vil være gadeaktiviteter omkring et fixerum, såvel i form af forsamlinger af brugere som pushere og kørsel fra til etc – fremfor at benægte eller undertrykke noget som med god grund bekymrer de omkringboende. Flere af forslagene er meget tæt på beboelse. Halmtorvet 15-17 har Kødbyen på den ene side, men beboelser på den anden side, og er ud til en plads, som repræsenterer en unik mulighed for de omkringboende for at tage gaderummet i brug. Et forslag som er taget ud – omkring DUGNAD og PH cafeen i Kødbyen – har den fordel, at det pt uderum er ”indvendigt” i Kødbyen. Imidlertid har beboerne omkring jo også her været oppe på mærkerne vedr. det eksisterende tilbud, og der er ligefrem etableret en ”Vesterbro mur” vs PH cafeen – og forslaget er (derfor?) nu røget ud. Løsningen er øjensynligt at foreslå andet beboernært område – det forekommer at være en ”Hamborg” løsning. Jeg synes, der er flere udmærkede bud på alternative placeringer i de øvrige høringssvar, fx Ingerslevs gade. Jeg synes også principielt at Kødbyen kunne være et bud. Men det ville forudsætte, at alle tager bl.a. ”uderums” problematikken alvorligt, og der igangsættes en seriøs dialog med beboerne (og alle andre andre interessenter) om deres bekymringer og forslag - der rækker udover at henvise til den politi regulering, som jo ikke virker på Vesterbro i dag. Et i debatten om fixerum på Vesterbro ofte hørt argument, når jeg eller andre lokale beboere ytrer os kritisk, er at vi er udtryk for NIMBY (not in my backyard) syndromet. Se fx debatten i Information: http://www.information.dk/292782#comment-515830. NIMBY argumentet blev også luftet flittigt på et lokalt arrangeret møde i søndags om fixerummets placering. Jeg mener ikke det er befordrende for Vesterbro og debatten om fixerum, at negativt stemple og udelukke synspunkter fra beboere, der aktivt engagerer sig i deres lokalområde og dets udvikling, fordi de angiveligt er ramt af NIMBY syndromet. I stedet vil jeg efterlyse en mere udvidet og seriøs dialog med beboere – med flere - på indre Vesterbro om løsningen på fixerums problematikken. Et af de forrige indlæg fra ”Vi er vesterbroere – vi bor her” finder jeg fx positivt i dets visionære tilgang og opfordring til en bred dialog. Problemet er bare at den pt igangsatte proces i øvrigt - hvor det tilsyneladende skal gå meget hurtigt, hvor det gentagent fornægtes at der eksisterer en uderums problematik, og hvor enhver tætboende kritisk røst er en NIMBY - ikke efterlader beboerne med det indtryk, at de har nogen garanti for en udvidet dialog. Jeg har sågar hørt udtalt fra indflydelsesrige stemmer på Vesterbro ”at der jo ikke er nogen beboelse ved Halmtorvet 15-17”. Sic. Den nyligt etablerede Områdefornyelse på Vesterbro har en meget stor sæk penge til rådighed, og skal netop se på hvordan forskellige brugergrupper, herunder sk udsatte og børn/unge, kan bruge pladser og stræder og leve side om side på Vesterbro – ved hjælp af ”nye metoder” for brugerinddragelse og dialog. Af årsager der ikke står mig helt klart, så er indre Vesterbro, hvor jeg bor, og hvor fixerummet ønskes placeret, ikke omfattet af Områdefornyelsen. Men hvis der er noget sted på Vesterbro hvor en indsats ala Områdefornyelsen er tiltrængt, så er det på indre Vesterbro og i relation til placeringen af et fixerum. Venlig hilsen Bettina Porsild, Gasværksvej 25 2 tv 1656 København V
Læs høringssvar fra Bettina Porsild
Indsendt af:
A/B Isted-Viktoria
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
13
By:
København V
Postnr.:
1655
I A/B Isted-Viktoria bakker vi fuldt op omkring etableringen af et stofindtagelsesrum på Vesterbro. Det er et afgørende skridt på vejen til at forbedre forholdene for en meget udsat gruppe mennesker. Vi anbefaler én af de to placeringer på Halmtorvet, da de har tilpas mange m2 til, at der kan etableres en permanent, fremtidssikret løsning med mulighed for hvilepladser, herberg, sundhedstilbud og andre skadesreducerende tiltag. Ligeledes er der her de bedste muligheder for at lave et udeopholdsområde for brugerne. Ligeledes vil der på sigt væreplads til andre projekter, fx af socialøkomomisk karakter. Mændenes Hjem gør et stort og vigtigt stykke arbejde og har uden tvivl den faglige ekspertise og organisation, der skal til for at kunne drive et stofindtagelsesrum. Vi har dog svært ved at se, hvordan det skal gøres inden for de eksisterende fysiske rammer. Ligeledes er der dårligt plads til flere mennesker på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade, end der allerede opholder sig der i dag. En mobil løsning, som Fixelancen, er en meget fin midlertidig løsning, men ikke holdbart som den eneste løsning i længden. Derudover anser vi der for vigtigt, at stofindtagelsesrummet er åbent hele døgnet, alle dage, hele året. På bestyrelsens vegne Vibeke Søderhamn Formand
Læs høringssvar fra A/B Isted-Viktoria
Indsendt af:
Klaus
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
12
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Vi ER VESTERBROERE - "Vi bor her"
By:
København V
Postnr.:
1715
Læs høringssvar fra Klaus
Indsendt af:
Mette og Stina
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
11
By:
København V
Postnr.:
1718
Vesterbro skal have et fixerum hurtigst muligt - processen skal ikke længere trækkes i langdrag. Et fixerum er ikke en mirakelløsning, der minimerer misbrug, ej heller en løsning der forværrer situationen - tværtmimod! Vores kommentarer til en fremtidig placering er: Halmtorvet 15: Geografisk godt placeret - men bygningen er lejet ud til privat firma og huser dagligt ca. 2500 mennesker. Den indgåede lejekontrakt er umulig for kommunen at opsige - hvilket gør lokaliteten rimelig urealistisk. Halmtorvet 17: God placering og masser af m2 til et utal af aktivitete og ingen umiddelbare naboer. Men er kommunen virkelig villig til at droppe salgsplanerne og koste en gennemgribende renovering for et fixerum? Løsningen forekommer attraktiv - men meget dyr og tidskrævende Mændenes Hjem: Et fixerum i mændenes hjem vil være på bekostning af et allerede meget benyttet og velfungerende tilbud. Pladsen gør, at det er umuligt at opretholde Mændenes hjem i sin nuværende kapacitet samtidig med at der også etableres et fixerum på adressen. Ideen med at sammentænke de eksisterende tilbud med et fixerum, kan vi sagtens tilslutte os - så længe at det ikke forringer de få tilbud, der allerede er til udsatte. Vores bedste forslag er: at PH-cafeen, som af uransagelige årsager ikke fik lov til at komme med i høringen, atter indtænkes som en mulighed. Lejemålet med kommunen ophører til sommer og den geografiske placering af cafeen er oplagt til et fixerum. Cafeen deler gård med både sundhedsrummet og Cafe Dugnad, så de 3 tilbud ville kunne integreres. Gården ligger afsides både fra gaden og beboelse - hvilket mindsker generne for alle parter. En mulighed kunne være at inddrage blot en del af PH-cafeen til at etablere et fixerum og dermed stadig bibeholde en del af cafeen i dens nuværende form. Eller alternativt at flytte cafeen til en anden adresse i Kødbyen.
Læs høringssvar fra Mette og Stina
Indsendt af:
Lone Hviid Rasmussen & Max Daniel Damsgaard
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
10
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Den Runde Firkant - Sundhedsrummet & Cafeen
By:
København V
Postnr.:
1708
Høringssvar vedrørende placeringen af stofindtagelsesrum på Vesterbro Det samlede projekt ”Den Runde Firkant – Sundhedsrummet & Cafeen” følger med stor interesse processen omkring etablering af stofindtagelsesrum på Vesterbro. Den Runde Firkant er et lavtærskeltilbud med sundhedsrum og café beliggende Halmtorvet 9 C+D. Den Runde Firkant henvender sig til de mest belastede, ofte hjemløse stofafhængige mennesker i vores samfund - Det vil sige stort set samme målgruppe som et kommende stofindtagelsesrum. De, der henvender sig i Sundhedsrummet og i Caféen, er som oftest mennesker, der på grund af afhængighed, sygdom, hjemløshed, flugt fra hjemland eller andet, ikke fungerer eller kan rummes, i det etablerede social- og sundhedssystem. De lever med en kombination af problemer og lidelser, der gør det umuligt for dem at efterleve mange de krav og forventninger systemet har til dem. Har man ikke den fornødne tålmodighed eller mulighed for at vente, afskæres man ofte fra behandling ved eksempelvis ambulatorier, praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, retssystem, socialsystem, jobcentre m.v. Op imod 90% af dem, der kommer i Den Runde Firkant, er afhængige af flere stoffer, medicin og alkohol. De er tabt af systemet, alt imens deres livssituation dag for dag bliver mere og mere uoverskuelig, presset og stresset, og deres kontakt med hjælpe apparatet mere og mere sporadisk. Resultatet for disse mennesker bliver tiltagende afkræftelse og alvorlige livstruende lidelser, der medfører for tidlig død og ringe livskvalitet. Herved vi ender med en stor gruppe mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for. Derfor er etablering af stofindtagelsesrum en af de helt afgørende facetter i forhold til at foretage skadesreducerende arbejde af høj kvalitet. Vi kan hjælpe med rigtig meget i Den Runde Firkant, men en af de ting vi ikke kan tilbyde er netop overvåget stofindtag i varme, trygge og hygiejniske rammer, hvor der er mulighed for, at man som stofbruger kan få et hvil, få hjælp, et øjebliks ro til at arbejde koncentreret i et tillidsfuldt miljø med muligheder for professionel vejledning tæt på. Et sted man ikke er jaget eller stresset, fordi man opholder sig i en forbudszone, i gang med at lave noget ulovlig eller skamfuldt i det offentlige rum, som kan være til gene for deres medmennesker. Lad os nu komme videre! Og lad os gøre det velovervejet, og bruge alle de mange erfaringer der er høstet i lande omkring om os. Det skal gøres enkelt, og naturligvis placeres der, hvor flertallet af stofbrugere opholder sig. Der skal skabes rummelige, åbne, professionelle og ambitiøse steder, der er indrettet til at tænke og arbejde skadesreducerende. Der skabes sammenhæng ved at placere stofindtagelsesrummet, der hvor der findes andre relevante tilbud med den eksisterende viden og de erfaringer og kompetencer, der allerede er i feltet. Fra udenlandske erfaringer ved vi, at et kommende stofindtagelsesrum må forholde sig til mange faktorer. En af de væsentligste faktorer, som vi har stor erfaring med er, at stedet skal kunne rumme målgruppen og deres stofindtag. Det vil sige, at stedet bør kunne rumme de brugere, der ryger deres stoffer, og de der injicerer dem. Vi ved fra undersøgelser og erfaringer, at omkring halvdelen foretrækker at ryge, mens halvdelen foretrækker at injicere. Der er således et ligeligt fordelt behov blandt stofbrugerne. Det er ud fra disse ovenstående overvejelser, at Den Runde Firkant har vurderet fordele og ulemper ved de forskellige forslag til placeringer. Halmtorvet 15-17: Begge har en geografisk central placering, det er rummeligt, og man vil formentlig kunne skabe godt ”udeliv” indeni eller udenfor bygningerne, der således er væk fra trafik og beboere, hvilket kunne imødekomme naboklager. Begge steder har store muligheder for bredere og mere helhedsorienterede løsninger, hvor flere forskellige aktører og tilbud kan komme på banen på grund af lokaliteternes størrelse og placering. Og man vil ligeledes kunne indrette et rummeligt stofindtagelsesrum med tilbud i forhold til både injektion og rygning. Begge steder virker dog reelt til at være meget svære at få i spil. Der er aktuelt en lejer i Halmtorvet 15 med et uopsigeligt lejemål, og som endvidere er i brug af lejer. Lejer viser absolut heller ikke interesse i, at lokalerne skal bruges til andet på nuværende tidspunkt. Halmtorvet 17 er i følge forvaltningen selv i meget dårlig stand, hvilket vil kræve store etableringsomkostninger, og det vil formentlig også kræve længere tid at istandsætte, og dermed et længere perspektiv i forhold til en eventuel åbning. Et stort plus ved denne bygning er som nævnt, at den er så stor, at man vil kunne indrette indendørs udeareal, og der er muligheder for at samle flere tilbud og løsninger under samme tag. Begge bygninger er dog så omfangsrige, at de vil give en dyr driftsøkonomi. Og dette skal naturligvis også tages med i betragtningerne omkring et kommende stofindtagelsesrum. Lille Istedgade 2: Den Runde Firkant henviser til høringssvaret for Mændenes Hjem i forhold til vurderingen af placeringen af et stofindtagelsesrum i Lille Istedgade 2. Mobil enhed: Der er allerede kvalificerede og gode erfaringer med en mobil enhed fra et privat initiativ på Vesterbro, som man vil kunne trække på. En mobil enhed vil naturligvis give stor fleksibilitet i forhold til placeringen af at stofindtagelsesrum, og man vil kunne komme meget hurtigt i gang med det presserende arbejde. Men et krav til en sådan enhed må være, at den er på gaden mere eller mindre konstant. Et stofindtagelsesrum kræver en del plads, især hvis der, som forvaltningen lægger op til, skal tænkes i helheder og samarbejde frem for enkeltperspektiver. Et mere samlet tilbud, hvor der er samspil med andre social- og sundhedsfaglige instanser, er ud fra vores vurderinger, ikke muligt med en mobil enhed. Kapaciteten er simpelthen for begrænset på den lange bane. Og et sådan tilbud vil formentlig heller ikke umiddelbart kunne rumme rygerne. En mobil enhed er dog bestemt en god midlertidig løsning, som vil kunne påbegynde arbejdet nærmest fra dag ét. Midlertidig løsning: Når vi ser på tidsperspektivet, så mener vi - Den Runde Firkant, at forvaltningen bør tænke på midlertidige løsninger, indtil et kommende stofindtagelsesrum kan stå færdigt, da et sådan kommer til at tage tid, som vi vurderer de kommende placeringer og deres muligheder for omdannelse til overvåget stofindtagelse. Den Runde Firkant bidrager gerne konstruktivt til midlertidige løsninger, da vi ser et stort behov allerede. En sådan løsning kunne være en mobil enhed, som vi allerede kender den i forhold til stofbrugere, der injicerer deres stoffer, men med væsentligt udvidet tidsrum for åbning og placering. Dette bør flankeres af tilbud rettet mod dem der ryger stoffet, hvilket vi mener med fordel kunne være rygekabiner. Vi har selv tidligere undersøgt forholdene omkring muligheder for dette, og det vil meget hurtigt blandt andet kunne placeres i gården ved Den Runde Firkant – Sundhedsrummet & Cafeen og PH Cafeen. Afslutningsvis må vi dog beklage, at PH Cafeen ikke længere er på denne liste af mulige placeringer. Vi ser fortsat, de lokaler PH Cafeen råder over, som de mest optimale til indretningen af et stofindtagelsesrum. Både i forhold til at holde et højt professionelt niveau, da der allerede ligger et social- og sundhedsfagligt tilbud til målgruppen, som vil kunne inddrages, men også i forhold til at bruge et sted stofbrugerne kender, og som de er trygge ved. Det er samtidig er en placering, hvor der er mulighed for at hjælpe lokalmiljøet af med en række af de gener, der har været nævnt gang på gang. Dette er også en beliggenhed, hvor det er nemt at komme til og fra for alle også for eksempelvis ambulancer. Der er gode muligheder for et aflukket udeareal, idet bygningerne omkranser ”plads til alle”, som vil skabe mindst mulige gener for omkringliggende boliger og erhverv. Denne lukkede gård vil samtidig kunne være med til at styre flowet igennem samt ind og ud af stofindtagelsesrum. Borgerrepræsentationen har besluttet den 14.6.2000, at lokalerne skal bruges til kulturelle formål, som bidrager til et aktivt kulturliv, og PH Cafeen bidrager naturligvis i stor grad til dette. Man kunne dog med stor fordel for både PH Cafeen som virksomhed og for et aktivt kulturliv i København, flytte Cafeen til lokaler i eller tættere på den hvide kødby, som allerede rummer et meget aktivt kulturliv. Der er med garanti kommet med en masse indspark med holdninger, inklusiv vores eget biddrag, til denne høring vedrørende placering af stofindtagelsesrum. Nu kunne det jo så overvejes, om det ikke var værd at spørge de mennesker, som rent praktisk skal benytte det fremtidige rum. Københavns Kommune bør gøre noget for at inddrage målgruppen i processen samt give dem indflydelse, og derfor anbefaler Den Runde Firkant blandt andet som en start at kigge lidt nærmere på fx www.stofindtagelsesrum.dk. Det kan måske sætte gang i en mere brugerinddragende vinkel, om ikke andet kan man lade sig inspirere.
Læs høringssvar fra Lone Hviid Rasmussen & Max Daniel Damsgaard
Indsendt af:
Klaus
Dato: 17. februar 2012
Svarnummer:
9
Virksomhed / Organisation :
VI ER VESTERBRO - Vi bor her"
By:
København V
Postnr.:
1715
Et høringssvar til placering af et stofindtagelsesrum på Vesterbro & et visionært idé-oplæg der indvolverer politikere, brugere og lokale borgere i drift og udvikling. Der er plads nok til alle 3.500 m2 STÅR TOMME HALMTORVET 17 Stofbruger OG gadefolket fylder for meget fordi de ikke har plads nok PLACERING AF FIXERUM - INDENFOR/UDENFOR? En-by-i-byen; containere, hjemmebyg , IKEA-huse og fixerum, side-om-side i en 3.500 m2 uopvarmet lagerhal. Halmtorvet 17 - 3.500 kvadratmeter, er i spil vedr. placering af stofindtagelsesrum på Vesterbro. Hvad skal de sidste 3.000 m2 bruges til? Kunne det bruges til? At rumme, praktisk talt, en omfangsrig og dynamisk gruppe udsatte personer, med plads til konflikt og løsning. Sikre basale nødvendigheder og positiv udveksling mellem sociale positioner, samt opretholdese af lov og minimering af dødsfald? Det kræver sin plads, overskud og fælles kulturelle udbud. Ét fixerum er ikke nok - det er bare det de gør uden for Danmark. Kan vi ikke gøre det bedre? Tænke nyt og større? EN BY I BYEN Containere, hjemmebyg og IKEA-huse, side-om-side. En 3.500 m2 uopvarmet lagerhal er kold men tør og uden træk. Derfor sættes forskellige mobile, evt. isolerede rum ind, hvor de forskellige funktioner og tilbud der er behov for, kan have til huse: Politi, jura, badmintonbane (bold&ketsjer), stofindtagelsesrum/fixerum, købmand, sundhedsrum, bager, posthus, biograf, cykelværksted, skæve-job-center og meget mere. Nogle funktioner varetages af Københavns Kommune (KK), nogle af frivillige foreninger eller organisationer og andre af lokale startup´s eller erhvervsdrivende. Med et stofindtagelsesrum på denne adresse, blandt ovenstående tilbud, vil afstanden til nærmeste tvungne-nabo øges, og en form for stof-tolerance og accept af stof på jord, blive nabo istedet. Altså; som det aktuelle indre, fuldt offentlige, Vesterbro ser ud idag bare under tag, trukket væk fra gaden. Der skal indkøbes/indsamles containere, pre-fab-huse, byg-selv mm., det er IKKE meningen at KKs dyre klassiske entrprenør-løsnisniger nødvendigvis skal i spil, men i højere grad lokale arbejdsbidrag, donation og involvering. Det ville spare KK - et slag på tasken… millioner af Kr. Vi kunne godt forestille os, at Vesterbro vil give KK en hånd med at iværksætte og drive dette projekt - frivilligt, selvstændigt, ansat eller bare for en tid. Men tiden er vigtig - hurtigst muligt skal der etableres et reguleret og lovligt stofindtagelsesrum! Det bliver vinter igen - derfor også rettidig opstart af rum til hjemløse og udsatte. Vi kan starte hurtigt med det væsentligste fra idag - og herefter stille og roligt i samarbejde på tværs og opbygge verdens bedste forhold for brugere og beboere tæt på en Hovedbanegård (der hvor narkoproblemer er størst) Tilsat: en halv snes stofindtagelsesrum på Mændenes Hjem og en mindre udvidelse af Sundhedsrum & Café "Den Runde Firkant" i form af generøs inddragelse af 50m2 fra PH-Caféen. Vi er: Vesterbroere vi bor her! Find os på facebook - søg: “fixerum nær dig”
Læs høringssvar fra Klaus
Indsendt af:
Franziska Bang Regenfuss
Dato: 15. februar 2012
Svarnummer:
8
By:
København V
Postnr.:
1655
Høringssvar vedrørende stofindtagelsesrum. Jeg har boet i Viktoriagade 28 igennem de sidste 36 år. Jeg har fulgt debatten om placering af stofindtagelsesrummet nøje og sidst deltaget i rundvisning på de 3 mulige forslag søndag d.12.2.2012. Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at sige: "nej tak, ikke i min baggård", men jeg vover alligevel pelsen. Jeg finder alle tre placeringer helt uacceptable idet de alle 3 ligger i direkte forbindelse med beboelse og erhverv. Begge dele vil på ingen måde nyde godt / have gavn af en stor forsamling af narkomaner og deres forsyningsmænd / rivaliserende pusherbander. Vesterbro er i forvejen svært belastet af narkomaner, hjemløse, prostituerede og deres bagmænd, og jeg finder det helt uacceptabelt med yderligere problemskabende faciliteter. Jeg er helt klar over, at narkomanernes liv på gaden er sølle og ydmygende for både dem og deres omgivelser, men at koncentrere dem til et enkelt stofindtagelsessted, tror jeg på ingen måde vil gavne dem eller deres medmennesker. Jeg vil gerne poientere, at jeg er FOR stofindtagelsesrum, men placeringen af dette/disse r af yderste vigtighed for mig Jeg kunne forestille mig løsninger med stofindtagelsesrum flere steder i byen eller en større mængde af mobile rum. Jeg kunne forestille mig andre placeringer. 1) Københavns Rådhus, centralt beliggende, god plads, varme og toiletforhold og ganske kort afstand til hovedbanegården. 2) Hovedbanegården. Da man alligevel er i gang med en større ombygning i forbindelse med Metrobyggeriet, og da narkomanerne opholder sig rigtig meget på adressen, ville en placering her være optimal. Måske i området ved bagageindleveringen. 3) Staldgade 70-74. Her har Københavns Kommune et stort lokale, 500 m2, som for overskuelige midler kan indrettes til formålet. Afstanden til hovedbanegården er minimalt længere end til Halmtorvet 17, og da narkomaner fra hele hovedstadsområdet uden problemer kan bevæge sig til Vesterbro, så tror jeg ikke, at de 100 meter ekstra afskrækker dem. Her kan de desuden føle sig lidt mere anonyme og usete og mindre i vejen for børn, voksne og erhvervsdrivende. Københavnerne har de sidste år brugt mange penge og megen energi på at gøre området omkring Halmtorvet attraktivt og tiltrækkende, cafeer, restauranter, fødevarebutikker, legeplads, springvand og bænkområder. Hvordan kan man så forestille sig at dette frodige liv skal kunne matches med stor koncentration af narkomaner og pushere. Erfaringerne fra udlandet viser, at placering af stofindtagelsesrum IKKE skal ligge i beboelsesområder og selv narkomanerne er helt indstillet på dette. Vi kan alle forestille os det svineri, der vil komme til at præge indgangen til stofindtagelsesrummet, bare se på fortovet og området omkring Mændenes Hjem, hvor beboerne i øvrigt hele tiden ligger i "krig" med brugerne, ligesom beboerne på den anden side af PH cafeen har måttet opføre en mur for at slippe for at se direkte på salg og indtagelse af stoffer. I øjeblikket er det stadig muligt for os beboere i sidegaderne og på Halmtorvet at bevæge sig ned til Hovedbanegården uden at løbe ind i klumper af narkomaner. Hvis Halmtorvet 17 bliver valgt, skal man helt op til Vesterbrogade for at føle sig sikker og for ikke at vade i cigaretskod, flasker og papiraffald. Og jeg må da sige, at hvis jeg selv havde børn, så ville jeg aldrig slippe dem ud og lege på Halmtorvet, hvis Halmtorvet 15 eller 17 bliver en realitet. Til sidst undrer jeg mig stadig over at man, før lovgivningen er på plads, overhovedet vil åbne lokaler til stofindtagelse. Indtil videre er handel og indtagelse af narkotika da ulovligt, eller er der noget jeg har misforstået? Og jeg undrer mig også over, hvorfor der ikke har været en dør til dør rundspørgning hos beboere/naboer/erhvervsdrivende til stofindtagelsesrumnet om, hvorvidt man er interesseret i at have et sådant som nabo? Politiet på Halmtorvet har ikke lykkedes med at holde området fri for pushere, så vi er mange der heller ikke tror at det skal lykkes dem ved et stofindtagelsesrum. Jeg er meget spændt på, om jeg på mødet på Gasværksvejens skole mandag d. 20.2 kl. 19.00 vil få svar på mine spørgsmål og min undren og nervøsitet, så jeg slipper for at ligge søvnløs og gruble over vores områdes fremtid. Venlig hilsen Franziska Bang Regenfuss Vicevært Viktoriagade 28-30 1655 København
Læs høringssvar fra Franziska Bang Regenfuss
Indsendt af:
A/B Gasværksvej 33
Dato: 15. februar 2012
Svarnummer:
7
By:
København V
Postnr.:
1656
Vi forstår godt de mange bekymringer omkring etableringen af et stofindtagelsesrum på Halmtorvet. Først vil vi sige at der er mange forskellige steder der er oppe og vende, men at det er svært at finde et sted hvor der ikke er nogen som klager. Der står et stofindtagelsesrum klar, men på grund af indbyggerne i ejendommen blev det aldrig åbnet. Dette resulterer i at vi stadig ser narkomaner sidde på gaderne og fixe, i opgangene, på Halmtorvet, ude foran mændenes hjem, Halmtorvet, Eriksgade og mange andre steder. Det skulle bekymre os, da dette resultere i sprøjter som flyder, mennesker som tager overdoser og misbrugere som er frustrerede, fordi de ikke ønsker at indtage deres stoffer offentligt, foran børn og voksne. Der er i dag 90 stof indtagelsesrum i den vestlige verden. EU’s Overvågningscenter for Narkotika (EMCDDA) udsendte i februar 2004 en rapport; “European report on drug consumption rooms” af Dagmar Hedrich. 2004. Rapporten omhandler erfaringerne med fixerum i Europa. Rapporten konkluderer, at fixerummene absolut er en gevinst for både stofbrugerne og de lokale beboere. Du kan finde hele rapporten på dette link: http://www.emcdda.europa.eu/html.cfm/index1327EN.html Et eks. er Barcelona, hvor stofindtagelsesrummet er midt i byen. Der var ligesom her bekymringer omkring nærmiljøet, pushere, og flere misbrugere, som hænger ud. Dette har ikke været tilfældet, da det er med i overvejelserne og der vil blive brugt kræfter på at dem der har brug for at indtage stoffer, kommer ind og gør det, får lov at sidde lidt og så skal de gå videre. Befolkningen de andre steder har ikke mærket noget til det, andet end, at det har mindsket stof indtag, kanyler og overdoser i gaderummet, hvor børn leger. Derfor vil det aldrig blive ligesom mændenes hjem eller Maria Kirke plads, da det ikke skal være en varmestue- eller herbergs funktion. HVAD FIXERUM IKKE GØR! FIXERUM er IKKE medvirkende til en forøgelse af hverken stofindtag(et) eller antallet af nye, stofbrugere. FIXERUM øger IKKE uroligheder i området og tiltrækker heller ikke nye stofbrugere. FIXERUM medvirker IKKE til øget handel med stoffer. FIXERUM koster ikke noget. De giver tilmed en nettogevinst. En cost-benefit analyse, der alene måler på forebyggede overdoser/dødsfald og undgåede hiv-tilfælde viser, at når udgifterne til drift af fixerummet er trukket fra, giver det et massivt overskud. ( www.fixerum.dk) Vi har glemt noget helt eksistentielt i denne her debat og det er at det er menneskeliv vi spilder ved at ingen ønsker stofindtagelsesrummet i deres nærmiljø. Hver uge dør der 5 narkomaner af en over dosis, det er 240 om året. I spanien er der omkring 200 stofbrugere der dør om året og der bor over 40 mio. op imod vores 5 mio. mennesker. Dette har stofindtagelsesrummene været med til at nedsætte. De er mennesker ligesom os andre og vores børn og har ligeså meget ret til værdighed og hjælp som andre borgere på vesterbro. Spørgsmålet er bare hvor placeringen skal være! Andre lande har gode erfaringer med mange mindre rum fordelt rundt på steder som allerede har kontakt med bruger gruppen. Så der ikke kun er et stort rum, men flere små tilbud. Mvh Gasværksvej 33
Læs høringssvar fra A/B Gasværksvej 33
Indsendt af:
Christina Gjerskov
Dato: 14. februar 2012
Svarnummer:
6
By:
Kgs. Lyngby
Postnr.:
2800
Som frivillig i Det mobile fixerum og Den runde firkant, kan jeg kun støtte op omkring et Fixerum på Vesterbro. Jeg oplever i mit arbejde som frivillig et stort behov for at kunne indtage stoffer i rolig, sterile, trygge omgivelser. Et sted hvor man kan få et kram, en snak, og bliver mødt med accept og åbenhed. Jeg møder kun stofbruger som er meget taknemmelige for os "frivillige" der gider at bruge vores fritid på "dem" (stofbrugerne), som ikke ser ned på "dem" og som behandler "dem" som værdige/ligeværdige mennesker. Stofbrugerne er en del af Vesterbro, en gruppe af mennesker som har krav på at blive ordentligt behandlet, og som ikke skal "henvises" til rendestene eller lyskasserne for at gøre det, de nu skal. Hvad gør stofbrugerne dårligere stillet end os andre der ikke har et misbrug ?. Hvorfor ikke give stofbrugerne de omgivelser og det værktøj, som bla. kan reducerer behandling i sygehusvæsnet ?. Stofindtagelsesrum på Vesterbro er uundgåeligt, og lad os give stofbrugerne en værdig behandling og ordentlig forhold. Gennem mit arbejde på Den runde firkant, vil jeg kunne se rigtig mange fordele i, at ligge det kommende fixerum i PH Caféen. Området med Den runde firkant, sundhedsrummet og PH Caféen vil give mulighed for at samle stofbrugerne på pladsen i midten af disse 3 beliggenheder, og vil derfor også trække en del af "trafikken" væk fra gaden. Det ville også give god mening at samle stofindtagelse, sundhedsfaglig pleje og mad/drikke i "et tilbud". Vi, som personale, ville også kunne få et meget tættere samarbejde omkring stofbrugerne, og derfor også være med til at yde en bredere, mere kompentent behandling, for den enkelte stofbruger. Stofindtagelsesrum på Mændenes hjem, mener jeg ikke vil være nogen god ide. Min erfaring fra det mobile fixerum (som jo nogengange holder ved Mændenes hjem) er, at Lille Istedgade i forvejen er meget belastet og besøgt. Det kunne formodes at der ville bliver endnu mere "trafik", hvis det kommendes fixerum skulle ligge der også. Gaden er smal og slidt, og hjørnet til Istedgade er i forvejen et svær sted at passerer for handlende og turister. Ang. placering af fixerum på Halmtorvet 15 eller 17, mener jeg ikke at de lokaliteter er umiddelbare klare til at kunne etablere et fixerum indefor en kortere tidshorisont. Der skal bruges mange penge og arbejdes rigtig mange timer, for at stederne vil kunne fungerer optimalt. Et mobilt fixerum ville kunne være en nødløsning for at kunne komme igang hurtigere. Erfaringerne fra det eksisterende mobile fixerum viser at sfofbrugerene godt kunne bruge mere plads, meget gerne vil have at vi er "på gaden" hele døgnet, hvilket ville kræve enten flere ambulancer eller en bus, og måske mere personale end ved et stationært fixerum. Til sidst håber jeg at der vil lægges vægt på de lokale Vesterbro'es erfaringer, de udenlandske erfaringer, og de erfaring som en masse mennesker har gjort sig igennem deres arbejde igennem årerne.
Læs høringssvar fra Christina Gjerskov
Indsendt af:
Robert Olsen
Dato: 13. februar 2012
Svarnummer:
5
Virksomhed / Organisation :
Kofoeds Skole
By:
København V og S
Postnr.:
1726 og 2300
Høringssvar til placering af et stofindtagelsesrum på Vesterbro Efterhånden er det 10 år siden at Borgerrepræsentationen vedtog at gå ind for fixerum. Nu ser det ud til at et beslutningsforslag i folketinget kan bane vejen for et stofindtagelsesrum Et stort flertal i Socialudvalget, et stort flertal af københavnerne og et stort flertal af Vesterbroerne går ind for at vi skal have et stofindtagelsessrum, men en placering – som nu er til høring - vil naturligvis skabe diskussion. Stedet skal; ligge relativt tæt på Hovedbanegården, der skal være et større antal kvadratmeter, der skal kunne modtages mange gæster pr. dag, der skal tages hensyn naboer og specielt hensyn til f.eks. børneinstitutioner o. lign. De forslag., som er fremsat af Socialforvaltningen er alle relevante og vil alle kunne rumme et stofindtagelsesrum. Her tænker jeg på Lille Istedgade 2, og Halmtorvet 15 og 17 (En bus vil ikke kunne leve op til de fysiske krav, der skal være til et stofindtagelsesrum og er derfor ikke relevant.) Det er ikke kun de fysiske rammer, som skal være gode. Indholdet skal også imødekomme de behov stofmisbrugerne har for indtagelse af rusmidler. Der skal være mulighed at brugerne skal være mulighed for både at ryge og injicere sine rusmidler. Kapaciteten skal være sådan at der ikke opstår ventetider og der skal ikke være brugerbetaling for at benytte tilbuddet. Det er samtidig vigtigt at fagligheden er i orden. Der skal være tilknyttet et sundhedstilbud og der skal være mulighed for socialrådgivning på stedet og akutte hvilepladser.. Medarbejderne skal have mulighed for uddannelse, undervisning og supervision Det vigtigste af alt er at nu kommer der endeligt en stofindtagelsesrum og de tre foreslåede matrikler, vil kunne anvendes til formålet Robert Olsen Tidligere forstander for Mændenes Hjem, nu forstander for Kofoeds Skole
Læs høringssvar fra Robert Olsen
Indsendt af:
Allan Ulrich
Dato: 12. februar 2012
Svarnummer:
4
Virksomhed / Organisation :
Skomagerkareens Gårdlaug
By:
København V
Postnr.:
1700
Skomagerkarreens ejendomme er imod stofindtagelsesrum på adresserne Halmtorvet 15 og Halmtorvet 17 med følgende begrundelse: Stofindtagelsesrummet vil tiltrække en stor gruppe narkomaner, som i dag ikke færdes i området. Halmtorvet har faktisk meget få narkomaner i området omkring nummer 15 og 17. De narkomaner der er, findes som regel omkring Hovedbanegården, Mariakirken og Mændenes hjem. Hvis der bliver etableret stofindtagelsesrum, vil der naturligvis også blive en stor koncentration af forhandlere af narkotika (pushere) i området. Disse er som bekendt inddelt i rivaliserende bander, hvoraf man må forvente at slagsmål og skyderier vil blive en del af hverdagen på Halmtorvet og i de omkringliggende gader. Disse bander kunne være Cobras, Bloods, Banditos, Hells Angels m.fl. Halmtorvet blev for en årrække siden forskønnet for mange millioner og er i dag præget af cafeer og restauranter med ude-servering. Der er om sommeren et springvand som blandt andet benyttes af børn og mødre som soppe-legested. Der er ligeledes et ”basket-bur” som bliver benyttet af en bred vifte af børn og unge mennesker. Det asfalterede område ved buret bliver udover basket også benyttet til thai-fodbold, fodbold, håndbold, skateboard, fjernstyrede biler og meget andet. Det er et mødested for områdets børn og unge mennesker. Området er et supplement til de begrænsede legefaciliteter vi kan tilbyde vores børn inde i vores gård, særligt børn i teenage-alderen (+11). Vi har gennem mange år gjort en stor indsats for at vores gård kan være et både oplevelsesrigt og sikkert rum for såvel børn som voksne at færdes i. Vores gård vises jævnligt frem ved diverse arkitektur-arrangementer som et eksempel på brugerdrevet innovation, men har et begrænset areal. Vores ønske går derfor på, at Halmtorvet kan vedblive at være, og yderligere udvikles i retning af, et udvidet fællesrum for børn og voksne - et rum der kan skabe de ude- og fælles faciliteter, som mennesker der bor omkring gården har behov for. Halmtorvet er, som det fremstår i dag, en grøn og hyggelig oase for de omkringboende. Her kan vi og vores børn færdes trygt – også fordi det er så godt som bilfrit. I forvaltningens oplæg angives det, at der omkring stofindtagelsesrummet forventes trafik og aktiviteter som indbefatter indtagelse af stoffer på åben gade, samt åbenlys salg af stoffer. Da det vil skabe stor utryghed for de omkringboende – herunder ikke mindst de mange børnefamilier - ønsker vi, at såvel forvaltning som politikere overvejer andre muligheder for placering. Et stofindtagelsesrum her vil præge de mange børn i en uheldig retning, og der bor mange børn i vores bebyggelser. Vi er i princippet for et stofindtagelsesrum hvis lovgivningen åbner mulighed for dette, men vi forstår ikke, hvordan man kan komme frem til en placering så centralt på Vesterbro. Der må kunne findes mere ”afsides” placeringer f.eks. i Kødbyen ved Ingerslevgade, hvor eneste genbo er baneterrænet. Det ville være mere nærliggende, end at smadre et velfungerende boligområde, som langt om længe, efter mange års hårdt arbejde, fremstår som et godt og trygt sted at bo. Politikere og forvaltning bør også lytte til erfaringerne om, hvordan lignende stofindtagelsesrum fungerer i andre lande. Her har man for længst fundet ud af, at den slags ikke kan ligge i boligområder. Det kommer der ikke noget godt ud af. Vi ønsker det ikke i vores kvarter! - og vi ønsker ikke, at det skal blive det daglige syn for de nærmeste 34 boliger, direkte beliggende ud til Halmtorvet 15 og 17. For Skomagerkareens Gårdlaug Bestyrelsen Allan Ulrich Halmtorvet 30,4.th. 1700 København V. Skomagerkarreen består blandt andet af følgende ejendomme: Gasværksvej 31 Gasværksvej 29 Gasværksvej 25-27 Istedgade 29, 29 A-B Istedgade 27 Istedgade 25/Viktoriagade 24 Viktoriagade 26 Viktoriagade 28-30 Halmtorvet 26-30/Gasværksvej 35
Læs høringssvar fra Allan Ulrich
Indsendt af:
Danny Morck Jensen
Dato: 8. februar 2012
Svarnummer:
3
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg kan ikke udtale mig på vegne af at være beboer i området. Heller ej vil jeg lade mig begrænse af de modsætningsforhold der er for et pænt og sundt erhvervsliv,- på den ene side, og hvor den anden er et gadebillede af stofmisbrugere m.m., og netop hvordan dette kan have konsekvens på indtjening osv. Bottomline handler det for mig om værdighed, og den omsorg som vi er andre er forpligtiget til at handle på. Fordi vi ikke bare kan, men fordi de svageste netop ikke kan. De har ikke valgt dette liv, og desværre kan de heller ikke vælge det fra. Jeg synes det er en rigtig god ide for alle parter, så handling, tak.
Læs høringssvar fra Danny Morck Jensen
Indsendt af:
Kirsten Damgaard, psykolog
Dato: 5. februar 2012
Svarnummer:
2
By:
Kbh.
Postnr.:
1657
Jeg kan helt tilslutte mig Steen Egebjergs høringssvar med den tilføjelse at Amager også bør have et stofindtagelsesrum . Jeg vil endvidere gerne spørge om man forestiller sig at narkomanen efter stofindtagelsen skal spadsere ud i det offentlige rum og kokse rundt i trafikken mens rusen varer ? Jeg antager at kontrolleret medicinsk behandling i eget hjem ( offentlig stofudlevring med sygeplejerske) langt bedre ville minimere problemerne i det offentlige rum. Men en meget stor andel af stofbrugerne er ikke etniske danskere.Det er min holdning at udlændinge uden opholdstilladelse skal hjemsendes omgående. Når man bygger en stærekasse flyver der, som bekendt, en stær ind.
Læs høringssvar fra Kirsten Damgaard, psykolog
Indsendt af:
Steen Egeberg
Dato: 1. februar 2012
Svarnummer:
1
By:
København V
Postnr.:
1700
Som efterhånden mangeårig beboer i området og dermed en repræsentant for alle os som i det daglige skal leve med narkotika-problemerne, så vil jeg gerne bidrage med følgende: Jeg tror alle er enige i, at noget skal gøres, både for at hjælpe misbrugerne i deres ulykkelige situation, at modvirke den kriminalitet som desværre følger i kølvandet på narkotika og sikre trygheden og den fortsatte udvikling i hele vores byområde. På borgermødet PH Cafeen i april, med deltagelse af socialborgmester Mikkel Warming, forvaltningschefer, politikere fra flere partier, repræsentanter for stofmisbrugerne, rektor fra Rysensteen Gymnasium, DGI-byen m.fl., blev stofindtagelsesrummet drøftet. Der var almindelig enighed om, at det største problem var koncentrationen af stoffer og pushere lige her, og at narkomanerne måtte indtage deres stoffer i porte og baggårde. Der blev fremlagt adskillige eksempler på problemer, bl.a. fra Gymnasiet og DGI-byen, fordi mange finder området omkring Halmtorvet utrygt grundet stoffer og pushere. Så etablering af fixerum med ordentlige forhold blev ønsket af flertallet. Placering af stofindtagelsesrummet var der også god enighed om: Der skal være flere i København, således så hele problemet IKKE koncentreres på Halmtorvet, Vesterbro, f.eks. et på Nørrebro (ønsket af alle, inkl. politikerne og socialborgmesteren) Det må IKKE være på sårbare steder, som PH Cafeen, Halmtorvet 17-19, hvor der nu er stor trafik af mange besøgende til området og dets natteliv, især inde til det populære Kødbys-område og de mange restauranter og cafeer i området, institutioner og beboere (børnefamilier osv.) Der blev klart foretrukket beliggenhed på centrale, men ubeboede steder som Ingerslevsgade – her er ingen beboere eller forretningsliv som vil blive generet – og stofmisbrugerne og deres pushere skal nok finde derhen, det er jo meget tæt på Hovedbanen Så naturligvis skal vi gøre noget for at hjælpe misbrugerne til ordentlige forhold, men der er altså også et hensyn og et ansvar for alle os ganske almindelige beboere og hele forretningslivet i området. Skal både beboere, forretningsliv og misbrugere beskyttes og tilgodeses, så synes løsningen at være: 1.: Stofindtagelsesrum både på Vesterbro og Nørrebro 2.: Stofindtagelsesrummet på Vesterbro på Ingerslevsgade: Forvaltning må undersøge mulighederne her! 3.: Kan der kun vælges mellem de nuværende forslag, så synes Mændenes Hjem at være det mindst dårlige vælg: Allerede etableret og beboere/misbrugere er ”vant” til det. Hilsen Steen Egeberg Halmtorvet 30, 1. tv 1700 København V
Læs høringssvar fra Steen Egeberg